» Til forsiden




Når 3F'ernes pensionsselskab PensionDanmark investerer i havvindmøller, er det med til at skabe nye job.
Foto: Colourbox

Grønne investeringer skaber 8.000 nye job

3F'ernes investeringer i vindmøller via pensionen er med til at skabe 8.000 nye job.

Der bliver slået ikke bare to, men hele tre fluer med et smæk, når 3F'erne gennem deres pensionsselskab PensionDanmark investerer i havvindmøller. Ikke alene bidrager investeringerne til et bedre miljø. Det giver også en sikker rente og er med til at skabe 8.000 nye arbejdspladser.
Forbundsformand i 3F og bestyrelsesformand i 3F Poul Erik Skov Christensen er glad for, at medlemmernes opsparinger kan bidrage til at skabe nye arbejdspladser i de kommende år.
- Det er en win-win situation, at vi kan lave projekter med en fornuftig forrentning, hvor medlemmernes opsparing samtidig bliver brugt til at skabe jobs på arbejdspladser, der oven i købet gavner miljøet, siger han.

Klar til at skyde penge i tunnel

For et år siden investerede PensionDanmark for første gang i vedvarende energi i Danmark. Det skete med en investering på 700 millioner kroner i Nysted Havmøllepark. I marts i år foretog PensionDanmark endnu en omfattende investering i vedvarende energi på 3,8 mia. kr. i havmølleparken ved Anholt, som er færdigbygget i 2013.
PensionDanmark og 3F er klar til at kopiere andre store projekter, der både giver penge i kassen og skaber flere arbejdsplader. Det kan blandt andet være i infrastruktur. Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen er klar til at se på muligheden for at finansiere en tunnel ude i Øresund rundt om København som alternativ til en betalingsring
- Jeg kan se, at der kunne være en mulighed for, at vi sammen med andre, laver en forretningsidé, hvor vi investerer i en tunnel, der kan lede trafikken rundt om København. Forrentningen skal selvfølgelig være fornuftig. Det er klart, at det vil kræve brugerbetaling, siger Poul Erik Skov Christensen.

Bedre rente end obligationer

PensionDanmark forventer, at investeringerne i havvindmølleparkerne ligger væsentligt over obligationsrenten og tæt på det, som de forventer at få i af afkast på børsnoterede aktier. Det vil sige, at der forventes et afkast på mellem 6-8 procent.




Lagt på: 30. September 2011 10:45

3F   .   Kampmannsgade 4   .   1790 København V   .   Tlf: 70 300 300   .   Fax: 70 300 301   .   E-mail: 3f@3f.dk   .   3FU   .   tillid.dk