» Til forsiden




Danskerne er dybt i tvivl om efterlønnen. Det gælder både dem, der bliver i ordningen, og dem, der vil sige farvel.
Foto: Arkiv

Efterlønspenge udløser massiv tvivl

Hver fjerde dansker ved ikke, hvad de skal gøre med deres efterløn. Tvivl er årsagen til, at folk vil blive. Og det er også grunden til, at nogle har planer om at melde sig ud.

Hvad hulen gør jeg med min efterløn. Hvad er bedst for mig?
Danskere, der er med i efterlønnen, er dybt i tvivl om, hvad der er klogest at gøre fra 2. april. Her kan man hæve sine efterlønskroner skattefrit, men det kræver, at man forlader ordningen for evigt.
Hver fjerde er fortsat i tvivl om, om de vil blive i ordningen eller hæve pengene, viser en måling, AnalyseDanmark har lavet for Fagbladet 3F.
De giver især to forklaringer: Mangel på information, hvis de siger farvel til ordningen, og usikkerhed over, hvad fremtiden bringer.

Tvivlere tør ikke spå

Hver fjerde dansker har planer om at hæve efterlønnen. Godt halvdelen af de personer oplyser, at det sker, fordi de tvivler på, at ordningen overlever i sidste ende.
48,5 procent vil blive i efterlønsordningen. Men også her nager tvivlen for, hvad fremtiden indeholder.
Flertallet af dem, der vil beholde retten til efterløn, fremhæver nemlig, det er en god forsikring. Enten mod nedslidning, fyring i en sen alder eller andre uventede hændelser i fremtiden.

Råd flere steder

Næsten to ud af tre vil søge råd, når det gælder beslutningen om efterlønnen. Og det giver travlhed hos A-kasser, bankrådgivere og onkler med sans for økonomi. Her vil danskerne især søge råd om efterlønnen:

  • 34,8 procent: Jeg vil søge råd i min fagforening/a-kasse.
  • 17,5 procent: Jeg søger råd i aviser, blade og på nettet.
  • 14,7 procent: Jeg søger råd hos rådgiver i min bank.
  • 7,7 procent: Jeg søger råd hos familie og venner.
  • 7,3 procent: Jeg ved ikke, hvor jeg skal søge råd.




Lagt på: 13. Marts 2012 10:00

3F   .   Kampmannsgade 4   .   1790 København V   .   Tlf: 70 300 300   .   Fax: 70 300 301   .   E-mail: 3f@3f.dk   .   3FU   .   tillid.dk