Tusinder har glemt efterlønspenge
Omkring halvdelen af dem, der søger om at få deres efterlønsbidrag udbetalt, kunne slet ikke få efterløn, fordi de ikke længere betalte til ordningen, viser nye oplysninger fra 3F's a-kasse.
Af Lene Petersen, Fagbladet 3F, lene.petersen@3f.dk
Mange af dem, der indtil nu har søgt om at få deres efterlønspenge udbetalt, ville alligevel ikke have kunnet få efterløn.
Det viser 3F's a-kasses analyse af godt 34.000 ansøgninger om udbetalinger fra begyndelsen af april.
Kun 16.000 af de 34.000 betalte stadig bidrag til efterlønsordningen og havde altså dermed en mulighed for at få efterløn på et tidspunkt. Resten var stoppet med at betale, og de fleste af dem havde derfor allerede i praksis mistet retten til efterløn.
Kun naturligt
- Det ser ud til, at omkring halvdelen reelt allerede i forvejen har valgt efterlønnen fra ved at stoppe med at betale til ordningen på et eller andet tidspunkt, eller fordi de er blevet slettet fra a-kassen på grund af restance - eller simpelthen meldt ud, siger forretningsfører for 3F's a-kasse, Morten Kaspersen.
- Måske har de ikke tænkt på, at de har haft nogen penge stående. Derfor er det jo kun naturligt for dem at få deres bidrag tilbage, når de nu havde fået brev fra a-kassen om muligheden for skattefri tilbagebetaling, siger han.
90 procent fortsætter
1. marts betalte omkring 150.000 3F'ere til efterlønsordningen. Når cirka 16.000 af dem nu har meldt fra, svarer det til 11 procent. Eller med andre ord: Omkring 90 procent af dem, der betaler til ordningen, har indtil nu valgt at fortsætte i efterlønsordningen.
Man kan få pengene skattefrit tilbage indtil oktober. Derfor vil der stadig komme anmodninger om udbetalinger.