HOVEDMENU



 NYHEDER
Lagt på: 1. maj 2012 kl. 18:41.
Opdateret: 1. maj 2012 kl. 19:05.
Dansk succes i U17


Jubelscener på Ballerups Idrætspark da det lå klart, at de danske U17 kvinder skal til EM.
Foto Anders Kjærbye

De danske U17 kvinder har nu også sikret sig adgang til EM. Og kvalifikationen kom i hus efter en sikker dansk 3-0 sejr over Finland.



Af Lennart Weber



DBU's satsning på kvindernes ungdomshold bærer frugt før end ventet. Mandag eftermiddag sikrede U17 kvinderne sig kvalifikation til EM i Schweiz i juni måned, og dermed er 2 danske kvindelandshold klar til at spille om Europamesterskabet.

Kvalifikationen til EM aftvinger respekt, fordi det danske landshold i den afgørende kamp mod Finland klart viste, at de har et spilkoncept, som de er trofast overfor. Selvom Finland langt ind i 2. halvleg var tæt på at få udlignet, så blev de danske spillere ved med at tro på, at sejren nok skulle komme i hus.

De danske spillere har måske brug for lidt mere styrketræning og lidt mere hurtighed i deres spil, men de har et spilkoncept, som spillerne tror på.

Specielt i højre side blev der igen og igen skabt angrebsåbninger med hurtige opspil mellem især Ida Karstoft og Frederikke Thøgersen. Stribevis af gode indlæg til det finske målfelt blev leveret af Frederikke Thøgersen, der med hurtige og skarpe driblinger konstant formåede at komme til baglinien og lave gode indlæg.

Alle 3 danske mål blev scoret efter hurtigt opspil i højre side. Men generelt fortjener det danske hold ros for en solid indsats, der byggede på troen på, at Danmark har et spilkoncept, der kan skabe sejre.


Sverige tabte

Før kampen var der tæt spænding om puljesejren. Både Sverige, Finland og Danmark havde reelt en chance, og Sverige har et lille forspring med en bedre målscore. Langt ind i 2. halvleg var Sverige foran 1-0 og Danmark førte også med 1-0 indtil det 67. minut. Hvade disse 2 stillinger hholdt var det Sverige, der var gået til EM.

Men Sverige tabte 1-2 til Holland, mens Danmark i sikker stil vandt 3-0, og dermed var Danmark klar til EM.

Sarah D. Hansen scorede til 1-0 og 2-0 i det 3. og 67. minut. Efter scoringen til 2-0 udgik hun med et slag på knæet. I kampens sidste minut bragte Anna Fisker Danmark på 3-0.


Jubel i Ballerup

Der blev jublet højt og længe i Ballerup Idrætspark da sejren og dermed kvalifikation til EM var en kendsgerning.

Landstræner Anders With Damgaard: - Det her betyder utroligt meget for U17 landsholdet og for dansk kvindefodbold. Det viser, at der arbejde, der udføres ude i klubberne er på rette spor.

- Finland var en hård modstander?

- Først og fremmest fordi vi er trætte efter 2 hårde kampe. Men jeg synes, at vi samlet set viser, at vi er det bedste af de 4 hold. Vi skal nu i gang med at forberede os på EM i Schweiz hvor vi skal møde Tyskland i 1. kamp. Det bliver en stor og vigtig opgave, fordi vi har chancen for at gå videre til VM.

Sarah D. Hansen scorede 2 mål og blev skadet, men hun løb forrest i jubelscenerne efter kampen: - Jeg har bare fået et slag på knæet, og jeg bliver hurtig klar igen. Jeg er stolt over mine 2 mål i dag, og glæder mig helt vildt til vi skal til EM. Det bliver stort, og nu skal vi forberede os grundigt på opgaven.



 PRINT / SEND