HOVEDMENU



 NYHEDER
Lagt på: 16. juli 2012 kl. 11:08.
Opdateret: 16. juli 2012 kl. 11:33.
De unge er blevet bedre


Landstræner Kenneth Heiner-Møller har fulgt de unge talenter tæt.

Landstræner Kenneth Heiner-Møller er rigtig godt tilfreds med udviklingen hos U16, U17 og U19 landsholdene.



Af Lennart Weber



- Der er blevet væsentlig flere af de allerbedste unge spillere gennem de senere år, siger landstræner Kenneth Heiner-Møller på baggrund af de flotte resultater, som specielt U17 og U19 netop har leveret ved EM. Landstræneren fulgte U17 som 3. træner tæt da de kvalificerede sig til EM i april måned, og han var med som den 3. træner da U19 i starten af denne måned spillede EM i Tyrkiet.

- Jeg var meget imponeret over den indsats, som U19 spillerne leverede ved EM i Tyrkiet. Når man tænker på, at 16 af de 18 spillere var 1. års U19 spillere, så er flot at nå semifinalen.

- Er de danske spillere blevet bedre?

- De allerbedste er mindst ligeså gode som tidligere, men det er især i forhold til bredden, der er sket noget. Hvor vi for år siden havde ganske få af de allerbedste talenter, så er der nu betydeligt flere i denne gruppe. Jeg tror, at det er en udvikling, som vil fortsætte i de kommende år.


Fra U16 til A-landshold

- Er det den øgede tilgang af spillere eller den bevidste langsigtede satsning, som vi nu ser resultaterne af?

- Jeg tror, at det er en kombination af begge dele. Når der kommer flere spillere i klubberne, så vil det automatisk medføre, at der kommer flere talenter. Men jeg føler også, at den bevidste satsning, som vi har kørt i nogle år er en del af forklaringen.

- Vi har skabt en langsigtet plan med en fodboldskole, hvor de enkelte landstrænere præcist ved hvilke krav der stilles spillere på U16-landsholdet, U17 og U19, og trænerne ved præcist hvad det medfører af træningsindsats. Samtidig er der et meget tæt samarbejde mellem landstrænerne, og det betyder at vi har et rigtig godt billede af hvilke talenter, der er undervejs i systemet.

- Jeg tror på, at denne gode udvikling vil blive fortsat i de kommende år, ikke mindst fordi pigerne i stigende grad starter med at spille fodbold tidligere. Vi ser en tendens til, at pigerne starter allerede som 6-årige, og det vil givetvis yderligere forstærke den positive udvikling. Men det kræver naturligvis, at vi fra DBU's side fortsætter med at udvikle fodboldskolen og at vi formår at inddrage klubberne i talentarbejdet.



 PRINT / SEND