OBS: Du er nu offline

Tvinges til at arbejde uden sikkerhedsudstyr

Løstansatte arbejdere i Zimbabwe mangler sikkerhed. Svaret hedder uddannelse i rettigheder, mener bygningsarbejderne Mary og Emmanuel.

Mary Chivige og Emmanuel Mlambo er hverken sikre på løn eller job som løsarbejdere i Zimbabwes byggesektor. Her ses de sammen med Morgan Mazarura (th.) fra fagforbundet ZCATWU.
Mary Chivige og Emmanuel Mlambo er hverken sikre på løn eller job som løsarbejdere i Zimbabwes byggesektor. Her ses de sammen med Morgan Mazarura (th.) fra fagforbundet ZCATWU.

Mary Chivige er murer. Hun arbejder på korte kontrakter som en af de mange løstansatte i Zimbabwes byggesektor. Typisk med ringere vilkår end de fastansatte. Arbejdet er fysisk hårdt og med høj risiko for arbejdsskader. Hvis uheldet skulle være ude, er hun ikke dækket af sygesikringen.

- De løse ansættelser betyder, at der ikke bliver indbetalt penge til den nationale sygesikringskasse. Så hvis en arbejder kommer ud for en arbejdsulykke, venter der sjældent andet end en fyreseddel. Samtidig bliver de tvunget til at arbejde uden det påkrævede sikkerhedsudstyr, fordi arbejdsgiverne ikke vil investere i for eksempel sikkerhedssko til arbejdere, der kun arbejder engang imellem, fortæller Morgan Mazarura, faglig sekretær i bygningsarbejderforbundet ZCATWU, som er 3F’s partner gennem flere år.

3F møder Mary sammen med kollegaen, Emmanuel Mlambo, på en workshop om faglige rettigheder for unge og kvinder, arrangeret af ZCATWU.

Få kvinder organiseret

- De unge er morgendagens ledere i Zimbabwe. Det er ekstremt vigtigt, at de kender til deres rettigheder og er med i rekrutteringsarbejdet lokalt. Samtidig er der behov for at styrke kvindernes deltagelse i fagforeningerne, siger Morgan Mazarura.  

I april 2016 havde ZCATWU 3.626 medlemmer, heraf var blot 87 kvinder.

Måtte flytte, fordi der ikke var løn

Både Emmanuel og Mary ser den største udfordring i, at deres løn ofte er forsinket eller helt udebliver. Emmanuel har ved slutningen af denne måned endnu ikke fået løn for den foregående måned.

- Når vi spørger vores arbejdsgiver om løn, får vi at vide, at de ikke har nogen penge, fortæller han.

Det har betydet, at Emmanuel er blevet nødt til at flytte fra et tre-værelseshus til et enkelt værelse med sin kone og sin brors to børn, som han forsørger. 

Frygt for at være i fagforening

Med mange løstansatte er det svært at organisere medlemmer i Zimbabwe.

- Arbejdsgiverne kan ikke lide fagforeningerne. De skaber problemer, synes de. Nogle af mine kolleger tør heller ikke at blive medlem. De frygter, at den næste kontrakt så vil gå til en anden, hvis de er organiseret, forklarer Mary.

Emmanuel og Mary er nu klar til at forlade workshoppen. De har lært flere af deres rettigheder at kende og vil dele de informationer med deres kolleger på arbejdspladserne. Mary mener, at uddannelse er det vigtigste for deres fremtid:

- Det er nøglen til alting. Uden uddannelse kommer du ingen vegne.