OBS: Du er nu offline

Sri Lanka på vej ind i EU-varmen trods overgreb

Sri Lanka kan se frem til igen at få toldfrihed i samhandlen med EU. Ikke før landet respekterer arbejdernes rettigheder, lyder svaret fra den internationale fagbevægelse.

Fabriksarbejdere i Sri Lanka kæmper for deres rettigheder
Fabriksarbejdere i Sri Lanka kæmper for deres rettigheder

Sri Lanka skal respektere arbejdernes rettigheder, før landet får forbedret adgang til EU's marked.

Det kræver den globale fagbevægelse efter en lang række krænkelser af de mest basale rettigheder for lønmodtagere, såsom retten til at være i fagforening. Det er ikke mindst i de berygtede eksportzoner, hvor arbejdere udsættes for fyringer, trusler og blacklisting, hvis de er medlemmer af en fagforening.

Sri Lanka fik i 2010 suspenderet sine særlige handelsprivilegier under aftalen GSP+ på grund af overgreb på de Tamilske Tigre under afslutningen af borgerkrigen.

GSP+ er en særlig handelsaftale for sårbare lande, der overholder menneskerettighederne. Den betyder, at landene kan slippe for en række toldafgifter. Aftalen omfatter i øjeblikket otte lande - blandt andre Bolivia, Pakistan og Filippinerne.

Nu anbefaler EU-Kommissionen, at Sri Lanka igen lukkes ind i det eksklusive selskab. Europa-Parlamentet og Rådet har fire måneder til at gøre indsigelser, før aftalen træder i kraft.

Dansk EU-politiker vil lægge pres på kommissionen

Handelskommissær Cecilia Malmström erkender, at en række menneskerettigheder ikke bliver fuldt respekteret.

- Men jeg er sikker på, at der vil ske rettidige og betydelige fremskridt på disse områder, og at GSP+-dialogen vil understøtte denne proces, siger kommissæren.

Den globale faglige sammenslutning, ITUC og industriforbundet IndustriALL kræver til gengæld konkrete fremskridt og en handlingsplan for arbejdernes rettigheder, før en genoptagelse i GPS+ kan komme på tale. Det sker sammen med NGO'en Clean Clothes Campaign. Udover retten til at organisere sig, nævner de to organisationer retten til sikre arbejdspladser og ligestilling. Det er ikke mindst i landets berygtede eksportzoner, det halter med arbejdernes rettigheder.

Som følge af fagbevægelsens krav, vil medlem af Europa-Parlamentet, Ole Christensen (S), nu tage sagen op over for Kommissionen.

- Der er mange eksempler på brud på basale arbejdstagerrettigheder, og vi er nødt til at sikre os, at der bliver rettet op på problemet, siger Ole Christensen.