OBS: Du er nu offline

Jeg kommer tilbage til jobbet som en pionér

Zedekiah Ndwiga Muchira glæder sig til at vende tilbage til sin arbejdsplads med helt ny viden, han kan dele ud af. Han er i gang med at efteruddanne sig inden for VVS via et dansk projekt

- Jeg har oplevet, at vi kan lære meget af hinanden. Den måde, jeg har lært af de andre på, gør det lettere for mig at lære fra mig til mine kollegaer, når jeg vender tilbage til arbejdspladsen, siger Zedekiah, der går på Kenya Water Institute.
- Jeg har oplevet, at vi kan lære meget af hinanden. Den måde, jeg har lært af de andre på, gør det lettere for mig at lære fra mig til mine kollegaer, når jeg vender tilbage til arbejdspladsen, siger Zedekiah, der går på Kenya Water Institute.

Der bliver arbejdet stille og uden den store ordveksling, mens Zedekiah Ndwiga Muchira og Constance Mapenzi samler et lyserødt demonstrationstoilet i et af værkstederne ved erhvervsuddannelsen Kenya Water Institute (KEWI). Toiletkummen bliver bragt i vater, inden cisternen bliver monteret og låget lagt på. De træder et skridt tilbage og lader underviseren Jabes Oumanyagaya give en kort, lavmælt evaluering af øvelsen.

De to studerende lytter koncentreret og stiller spørgsmål. Selvom de har interessen for deres fag til fælles, er de forskellige steder i livet. Mens Constance Mapenzi håber at komme til at leve af sit fag en dag, har 35-årige Zedekiah Ndwiga Muchira allerede arbejdet i et vandforsyningsselskab i syv år og inden da været selvstændig VVS’er en periode. 

Kommer hjem med helt ny viden

Med støtte fra et dansk udviklingsprojekt drevet af 3F, Dansk Industri, Ulandssekretariatet og Divérs, har han fået mulighed for at efteruddanne sig på KEWI. Her går han på samme hold som studerende, der kommer fra et uddannelsesniveau svarende til gymnasiet.

- Selvom de andre er yngre end os, der har været ude på arbejdsmarkedet nogle år, har vi det godt sammen. Vi har et fælles formål med at være her, og det er at lære mere. Jeg har oplevet, at vi kan lære meget af hinanden. Den måde, jeg har lært af de andre på, gør det lettere for mig at lære fra mig til mine kollegaer, når jeg vender tilbage til arbejdspladsen.  

- Jeg har blandt andet lært en masse om spildevandshåndtering, som er noget nyt for mig. Det er ikke noget, vi er kommet i gang med på min arbejdsplads, så jeg kan blive en pioner, der kommer hjem med ny viden, som jeg kan dele ud af. På den måde kan jeg både sikre min egen ansættelse, og jeg kan være med til at udvikle min arbejdsplads, siger Zedekiah Ndwiga Muchira, der midlertidigt har efterladt sin familie hjemme i det centrale Kenya, mens han går på det første af tre moduler på KEWI, der ligger i Kenyas hovedstad Nairobi længere mod syd. 
Hvert modul varer 15 uger.

- Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville få muligheden for at gå på KEWI. Det er lidt en udfordring både at være på skolebænken og ind i mellem at være tilbage i rollen som ansat, mens jeg også har en familie at passe, siger han. 

Lærer at tackle forandringer

Zedekiah Ndwiga Muchira har taget en grundlæggende håndværksuddannelse, da han lige var kommet ud af skolen, men han betegner i det store og hele sig selv som selvlært. Han behøvede ingen betænkningstid, da chefen kaldte ham ind på kontoret og spurgte, om han var interesseret i efteruddannelse. 

- Jeg blev virkelig glad, da jeg fik den besked. Jeg er meget taknemmelig for det stipendium jeg har fået. Så kan jeg få et certifikat på det, jeg kan, og lære nyt, siger han.

Hos Dansk Industri i Østafrika forklarer projektleder Millicent Kariuki, at ideen om efteruddannelse på KEWI sker efter dansk model, hvor man uddanner sig løbende, mens man er på arbejdsmarkedet.
- Vekselvirkningen mellem arbejde og undervisning bidrager uden tvivl til at opkvalificere faglærte og gøre dem bedre i stand til at tilpasse sig forandringer, siger hun.