Yusuf Kaplan er kommunalarbejder og ansat ved vej og park-afdelingen i Kahramanmaras.
Det er en af de byer i Tyrkiet, der blev hårdest ramt af de store jordskælv i den 6. februar i år.
Vi møder Yusuf på gaden, midt i oprydningsarbejdet. Overalt er der ødelagte og beskadigede bygninger, men særligt i byens centrum er det gået hårdt for sig. Her er hele bygninger styrtet i grus, og der er områder, hvor intet står tilbage.
Over 50.000 mennesker omkom som følge af jordskælvet, og også Yusuf har mistet venner og bekendte. Ingen er gået fri, og alle har mistet nogen. Yusuf er dog taknemmelig for, at han ikke selv har mistet nære familiemedlemmer.
Yusuf fortæller om, hvordan han tidligt om morgenen mandag den 6. februar vågnede ved at han blev slynget ind i væggen ved siden af sin seng.
- Rystelserne var meget voldsomme og havde ingen særlig retning. Først blev jeg slynget i den ene retning, dernæst tumlede jeg i den anden retning og ind i den anden væg, fortæller Yusuf.
Telte overalt i byen
Oprydningsarbejdet efter jordskælvet er i gang, og Yusuf og kollegerne gør hvad de kan med at få byens arealer tilbage i fungerende stand, så livet kan gå videre. Gader, hvor der før var handel på markeder og i butikker, bliver ryddet, og der bliver opført små præfabrikerede butikker og huse. På næsten alle offentlige arealer, i parker og på parkeringspladser er der opsat telte til at huse de mange hjemløse.
Men arbejdet går langsomt, fortæller Yusuf. Der mangler maskiner og materiel, og der er fortsat 200 personer, der savnes, og som ligger et eller andet sted i ruinerne og venter på at blive fundet. Yusuf har mistet flere kolleger i jordskælvet, og kommunen har måtte rekruttere igennem mandskabsbureauer for at få folk nok.
Statens katastrofeberedskab er tilstede og også andre byer og kommuner har sendt materiel og mandskab til at hjælpe med oprydningsarbejdet. Men det tog flere dage før den første hjælp kunne nå frem, og da var megen infrastruktur. Naturgasledninger var ødelagte eller lukkede af sikkerhedshensyn, og det varede næsten en uge før der kunne komme brændstofforsyninger frem.
Oprydningsarbejdet vil fortsætte i lang tid, og der vil vare længe inden man kan påbegynde det reelle genopbygningsarbejde.
Fatih river ned til lav løn
Fatih er en anden arbejder, der er i fuld gang i jordskælvsområdet. Han er 26 år og nedrivningsarbejder fra Ankara. Han er ansat i et privat entreprenørfirma, der har kontrakten på at rive ned og rydde op.
Han fortæller os, at han allerede inden jordskælvet arbejdede som nedriver og bygningsarbejder, og at han tidligere har været med til at rydde op efter jordskælv, men aldrig efter noget som det her.
Fatih, der har kone og et lille barn hjemme i Ankara, arbejder syv dage om ugen i to måneder i streg, før han kan rejse hjem til familien og holde fri nogle dage.
Vi får at vide, at Fatih og hans kollegaer tjener et beløb, svarende til 4.400 kr. om måneden for det hårde arbejde.
Inflationen i Tyrkiet er meget høj, og købekraften af den beskedne løn udhules hurtigt. Det mærker Fathi og hans kolleger sammen med alle andre arbejdere i Tyrkiet. Men han kan sende penge hjem til Ankara, og entreprenørfirmaet stiller container boliger til rådighed mens han og kollegaerne arbejder i Kahramanmaras.
Selvom byen er hårdt ramt, er der trods alt stadig mange bygninger der klarede jordskælvet, og forsat er beboelige. Men mange af de bygninger, der ikke øjeblikkeligt blev forvandlet til grus om morgenen den 6. februar eller de mange store efterskælv i dagene efter, er helt eller delvist skadet og skal rives ned.
Fotos: Tobias Bavnsgaard