OBS: Du er nu offline

Tyrkiet: Svært at få ret til overenskomst

Kun 12 % af tyrkerne er medlem af en fagforening, og der er flere benspænd, når man vil indgå overenskomster, fortæller tekstilarbejder-formand.

Tyrkiske fagforeningsfolk fra DISK Tekstil på kursuscentret Langsøhus i Silkeborg.
Tyrkiske fagforeningsfolk fra DISK Tekstil på kursuscentret Langsøhus i Silkeborg.

- Vi har ingen landsdækkende branche-overenskomst i Tyrkiet, men må kæmpe fra virksomhed til virksomhed. Kravet fra lovgivningen er, at vi skal organisere over 50% af de ansatte for at få ret til at forhandle overenskomst.

Det fortalte Asalettin Arslanoglu, der er fagforeningsformand i Istanbul-afdelingen af DISK Tekstil, til et hold nyvalgte tillidsfolk på Langsøhus, da han besøgte Danmark.

- Arbejdsgiverne kan anke godkendelsen til domstolene og sagen kan trække ud I årevis. Imens kan de stille og roligt fyre de fagligt aktive.

- Men er man ikke beskyttet mod at blive fyret på grund af medlemskab af en fagforening? spurgte en kursist.

- Ikke så længe der ikke er en overenskomst, svarede Asalettin.

En øjenåbner

Det var en øjenåbner for kursisterne på Langsøhus at høre hvor ringe arbejdsforhold det medfører, når organiseringen er svag. I Tyrkiet er omkring 12% i fagforening. Den statsfastsatte mindsteløn ligger på hvad der svarer til 3.000 kr. pr. måned.

De mindst 4 millioner syriske flygtninge, der er i landet, presser lønningerne yderligere. Mange har ingen arbejdstilladelse, men er nødt til at arbejde for at overleve. Og de går tit for ned til halvdelen af mindstelønnen.

3Fs gæster fra tyrkisk fagbevægelse besøgte desuden virksomhederne Mascot og Ege Tæpper, Tekstilmuseet i Herning, Det Kongelige Teater, 3F’s forbundshus og 3F-afdelingerne i Midtjylland,  Silkeborg-Bjerringbro og København.

3F har samarbejdet med DISK Tekstil siden 2020. En del af samarbejdet er et EU-finansieret projekt.