OBS: Du er nu offline

Fagbevægelse til EU: Stop jeres projekt i Myanmar nu

Det er umuligt at handle socialt ansvarligt under militærstyret, lyder kritikken. Dansk EU-politiker vil tage sagen op.

Ved luftangreb den 11. april dræbte militæret 168 civile i landsbyen Pa Zi Gyi.
Ved luftangreb den 11. april dræbte militæret 168 civile i landsbyen Pa Zi Gyi.

Efter endnu en massakre på civilbefolkningen i Myanmar, henvender landets fagbevægelse sig til EU med en indtrængende appel: Træk jer fra samarbejde med med landets tekstilindustri.

EU’s samarbejde med Myanmar sker blandt andet gennem Kommissionens økonomiske støtte til projektet MADE in Myanmar, der skal promovere ”social dialog, rettidig omhu og arbejdstagerrettigheder.” 

MADE står for Multi-Stakeholder Alliance for Decent Employment in the Myanmar Apparel Industry – altså værdige forhold i tøjindustrien. 

EU-Kommissionen har for nyligt bevilget 22 millioner kroner til projektet. Samtidig er landets uafhængige fagforeninger blevet bandlyst og deres ledere eftersøgt som kriminelle. Mindst 53 fagligt aktive er blevet dræbt siden kuppet i 2021.

168 dræbt i massakre

-  Det er reelt umuligt at forestille sig social dialog og rettigheder under militærdiktaturet, hvor den folkevalgte regering, og uafhængige fagforeninger og civile organisationer er forbudt. Tværtimod er EU med sit projekt og de vestlige tøjkoncerner medansvarlige for drabene i Myanmar. De betaler penge lige ned i lommen på regeringen, der bruger dem til at angribe befolkningen, siger Khaing Zar Aung, der er forkvinde for industriarbejderforbundet IWFM.

Desuden giver EU Myanmar en række handelsprivilegier og toldfrihed under aftalen EBA (Everything But Arms – Alt Undtagen Våben). Landet blev midlertidigt ramt af sanktioner I 2019, men de blev annulleretløftet igen i januar 2022. 

Den 11. april gennemførte militærjunta endnu en massakre mod civilbefolkningen, hvor mindst 168 blev dræbt i landsbyen Pazigyi, heraf 19 børn.

- Juntaleder Min Aung Hlaing har lovet at knuse modstandsbevægelsen. Det er sådan, det sker. Med luftbombardementer af uskyldige menneskemængder fra MI35-helikoptere, siger Khaing Zar Aung.

Hun understreger, at tøjindustrien er helt fundamental for militærjuntaen: 

- I 2022 gav tøjeksporten over 4,7 milliarder (31,7 milliarder kroner) til styret. Man kan ikke være i tvivl om, hvordan pengene er brugt. Juntaen kan ikke købe tanks, helikoptere og ammunition til at dræbe civilbefolkningen for lokal valuta. Der skal udenlandsk valuta til, siger Khaing Zar Aung.

For nylig er det danske bryggeri Carlsberg blevet kritiseret for at støtte styret i Myanmar gennem sin tilstedeværelse og skattebetalinger i landet. (link til Politiken)

Anklage: EU-projekt støtter gule fagforeninger 

- EU er med sit projekt direkte med til at underminere faglige og demokratiske rettigheder for landets tøjarbejdere, vurderer Khaing Zar Aung:

-  EU-projektet er med til at støtte og legitimere nye gule fagforeninger, der bliver dannet uden arbejdernes medvirken og placeres på fabrikkerne som erstatning for rigtige fagforeninger. Faglige ledere som mig selv bliver anset som kriminelle, nogle er blevet fængslet, og vores organisationer er blevet forbudt, siger fagforeningsformanden. 

- Alt dette sker i tæt samarbejder med militærregeringen, der helt bevidst ønsker at give indtryk af, der findes reelle fagforeninger, men som samtidig samarbejder med fabrikkerne om at jage fagligt aktive. 

Samtidig forværres forholdene for arbejderne i tekstilindustrien. Arbejdere tvinges til at uden overtid uden at få løn, de bliver snydt for mindsteløn eller de får slet ingen betaling, og daglejere og vikarer bliver misbrugt og underbetalt.

- Vi har 20 sager med den form for undertrykkelse siden nytår. Nogle har ikke fået løn i fem måneder. Hvor mange år skal dette slaveri vare?, spørger Khaing Zar Aung.

Socialdemokrat tager sagen op

Medlem af EU-Parlamentet, Marianne Vind (S) vil tage sagen op over for Kommissionen.

- Det er rystende oplysninger, og det står klart, at det er svært at forestille sig at menneskerettigheder - herunder faglige rettigheder - respekteres under de vilkår, siger Marianne Vind.

Hun har sendt en henvendelse til Kommissionen, hvor hun spørger til, hvordan man kan garantere arbejdernes ret til at organisere sig frit i MADE-projektet, når fagforeninger er blevet kriminaliseret.