OBS: Du er nu offline

Kort nyt  Ny fredsaftale i Colombia i skyggen af voldsbølge

Uber i problemer i Bangladesh. Korrupt præsident til angreb på arbejderes rettigheder i Sydkorea.

Ofre for politisk vold i Colombia præsenterer et 400 meter langt tæppe vævet i forskellige dele af landet
Ofre for politisk vold i Colombia præsenterer et 400 meter langt tæppe vævet i forskellige dele af landet

Uber sendt til tælling i Dhaka

Få dage efter, at Uber er blevet lanceret i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, har landets trafikstyrelse nedlagt forbud mod selskabets aktiviteter. Det skete 25. november. Trafikstyrelsen udtrykker glæde over nye initiativer på transportmarkedet, men chaufførerne, der arbejder for Uber, må følge landets love, meddeler styrelsen. Det betyder, at deres biler skal registreres til kommercielt brug, før de kan køre med passagerer mod betaling. Registreringen af køretøjerne sker ikke mindst af hensyn til passagerernes sikkerhed.

- Man er nødt til at forstå, at Uber er en taxa-service. Når man tager penge for at fragte passagerer, er man nødt til at have licensen i orden, siger Mohammed Nurul Islam, formand for trafikstyrelsen til avisen The Independent.

Colombia: Ny fredsaftale trods flere politiske mord

Colombias parlament har godkendt en revideret udgave af den fredsaftale mellem oprørsbevægelsen FARC og landets regering, der blev afvist ved en folkeafstemning den 2. oktober i år.

Derved tyder alt på, at fredsaftalen bliver en realitet, idet vælgerne ikke skal spørges denne gang.

Siden det smalle nej til fredsaftalen har Colombia oplevet en ny bølge af vold mod politisk aktive. I slutningen af november blev mindst fem bondeledere, der har støttet fredsaftalen, myrdet.

- Jeg har gennem årene begravet hundredvis af mine kolleger, og med den seneste udvikling føler jeg, at jeg er tilbage i 80’erner eller 90’erne, siger Aida Avella, formand for det venstreorienterede parti Union Patriotica. Risikoen for endnu en eskalering er til stede.

I år er 70 medlemmer af den folkelige paraplyorganisation, Marcha Patriotica, blevet myrdet.

- Magtfulde sektorer arbejder stadig imod fredsprocessen og vil søge at hindre den gennem drab, som vi ser det lige nu. Det er relativt nemt at afspore fredsprocessen, enten ved at ramme sociale ledere eller medlemmer af FARC eller ved at give FARC skylden for overgreb, sige Kristian Herbolzheimer fra Conciliation Ressources til mediet CSR Monitor.

Colombias tidligere præsident, Álvaro Uribe, er gået forrest i kampen mod aftalen.

Sydkorea: Generalstrejke mod korruption

Over 200.000 sydkoreanske arbejdere deltog 1. december i en generalstrejke i protest mod landets præsident Park Geun-hye. Sydkoreas fagbevægelse kræver sammen med flere hundrede andre organisationer Parks øjeblikkelige afgang.

Præsident Park har de seneste måneder forsøgt at fjerne en række af arbejdernes rettigheder gennem ændringer af landets arbejdsmarkedslov. Regeringen vil sænke lønnen for ældre ansatte og gøre det lettere for virksomheder at fyre arbejdere og outsource opgaver. Det sker i forlængelse af regeringens indskrænkelser af strejkeretten igennem flere år. I øjeblikket sidder omkring tyve fagforeningsledere og faglige aktivister fængslet.

Det er for nyligt blevet afsløret, at Park Geun-hye har modtaget bestikkelse fra nogle af landets toneangivende multinationale selskaber som Samsung, Hyundai og LG mod at gennemføre nye angreb på fagbevægelsen og arbejdernes rettigheder.  Det har fået statsadvokaten til at rejse sag mod præsidenten og demonstrationer mod regeringen til at rulle hen over landet.