OBS: Du er nu offline

Hospicegården Filadelfia

Jeg var ledig flexjobber og uddannet SSH med erfaringer fra rengøring og special skole området, som aktivt søgte job, ved at troppe op på mange forskellige virksomheder, hvor jeg fik afslag på afslag. Men da det her er et hospice, syntes jeg ikke at jeg bare ville droppe ind og eventuelt forstyrre, så jeg sendte en ansøgning på 2 almindeligt opslåede stillinger i køkkenet som servicemedarbejder. Jeg skrev, at jeg havde alle kompetencer, men at min arbejdsevne kun var på 7 timer om ugen. Dagen efter fik jeg svar, og fik at vide, at jeg måtte have held og lykke med min ansøgning, men at de desværre havde brug for en på de 30 timer. Kort skrev jeg tilbage om regler for flexjob, og fortalte at jeg havde mange kompetencer som kunne udnyttes. Dagen efter blev jeg ringet om, om jeg ville komme til samtale, og derefter lavede de et flexjob, der var skræddersyet til mig og Hospicegårdens behov. Hospicegården er en arbejdsplads med visioner og værdier, og vores motto er "I dag skal være god, hvis i morgen ikke findes", og det er et motto, der gælder over hele arbejdspladsen. Jeg arbejder 2 gange ugentligt om aftenen, hvor jeg serverer aftensmad, hygger med patienter, lytter til dem og finder de små ting, jeg kan gøre, for at skabe glæde og ro. Jeg oplever at vi som kollegaer altid er opmærksomme på hvordan både patienter og kollegaer har det, tager hensyn og hjælper hinanden på tværs af faggrupper. Jeg har en enkelt gang oplevet at blive rørt inde hos en patient, som jeg havde kendt hele mit liv. Jeg klarede det fint på stuen, men derefter gik jeg ud i vores personalekøkken for lige at få lidt luft. Selvom jeg troede at jeg var alene, stod der pludselig en god kollega som kom for at spørge, om jeg var okay, om jeg havde brug for en snak, gav et kram og ville lytte til mig. Vi har på vores fantastiske sted en masse oplevelser, og har derfor hver måned supervision til at hjælpe os, og en fast psykolog. Det er dejligt, og hun er super dygtig, men jeg oplever ofte, at vi sammen som kollegaer er den bedste og hurtigste hjælp. Ofte hører jeg fra supervision, at der har været nogle oplevelser, men at vi har klaret det sammen. Vores ledelse er nem at overskue med en chef og en souschef. De er et godt team, som vi er trygge ved. Jeg tør altid komme ind og stille spørgsmål hvis jeg undrer mig, og alt bliver taget seriøst, og der bliver handlet på det, man nu engang måtte have brug for at få drøftet eller ordnet. Jeg føler, at de er med os hele vejen i tykt og tyndt. 

MUS samtaler bliver holdt ofte, og er behagelige og effektive. Vi er en del af MUS samtalen, som bliver afholdt over et fast skema med faste spørgsmål, som vi skal igennem, og der er altid plads til at vi kan komme med vores egne indslag. Vi tager selv referat, som begge parter underskriver. Efteruddannelse er højt prioriteret, selvom jeg "kun" arbejder 7 timer om ugen. Jeg er lige så meget en del af stedet som alle andre, og er medbestemmende. Vores personalemøder er beslutningsdygtige, og vi får altid den sidste nye information fra bestyrelsen. Vi har stor medbestemmelse over vores arbejdsplads. Arbejdsmiljørepræsentanten skriver en mail hvis hun ikke har hørt fra mig, eller vi har haft vagter sammen, så hun har haft muligheden for at spørge ind til om alt er som det skal være, for at jeg har det godt. Der bliver hurtigt handlet hvis noget kan laves om i forhold til arbejdsmiljø. Vi har alle tænkelige hjælpemidler for at passe på os: automatiske døråbnere, lås på yderdøre efter kl. 18 osv. Vi har også foto APV, hvor alle deltager. Det er en ny og sjov måde at lave APV på, hvor alle er inddraget og føler sig set og hørt, og alle lærer om hvilke ting, der kan være problemer for andre. Vi tager ejerskab af vores arbejdsplads, og derfor bliver det et rart sted for alle, for vi passer på hinanden og Hospicegården. Sundhedsplatformen, som har været frygtet af mange, er i årets løb også blevet en realitet for mine kollegaer. Vores ledelse har arbejdet hen imod at klare det så roligt som muligt, og prøvet at skabe ro omkring det. Der har været plads til at blive vred, frustreret og ked af det. Der har været uddannet flere superbrugere, der har været tilgængelige på alle vagter, og jeg fornemmer at vores sted har klaret opgaven flot. Vores ledelse rykkede vores årlige julefrokost, så det ikke skulle afholdes "midt i kampens hede", men først i februar, så alle var faldet lidt mere til ro i det nye. De besluttede at kalde faste vikarer ind for at passe vores patienter, den dag vi skulle ud og holde julefrokost. Så alle, selv vores faste timevikarer, kunne være en del af en fantastisk aften, hvor vi kunne slappe af og more os sammen. Vores arbejdsplads er smukt indrettet, og vi har nogle fantastiske omgivelser. Vi har mulighed for at sætte os og lytte til alle de oplevelser, der bliver arrangeret for vores patienter og pårørende, hvis vi har tid til det, og det var vi ofte. Vi kan gå og komme tilbage, og det gør, at vi altid er synlige for patienter og pårørende. 

En arbejdsplads, der for os alle er mere end blot en arbejdsplads. Jeg bliver f.eks. gerne længere hvis jeg har fået en idé om, at alle patienter og pårørende skal have pandekager. Jeg giver lidt af mig selv til stedet, men jeg får mere end dobbelt så meget tilbage. Jeg er selv syg med en arvelig, kronisk bindevævslidelse, som vil gøre mig uarbejdsdygtig på et senere tidspunkt. Jeg har kroniske smerter og en række skånebehov, men ledelsen på Hospicegården gav mig ikke bare muligheden for at få et arbejde. De gav mig muligheden for at få rigtig god livskvalitet i mine arbejdstimer, ved at give mig en arbejdsplads hvor jeg trods mine få aktive timer ikke bare er ugens gæst, men hvor jeg er MIG, fordi de har lavet stillingen som kun jeg bestrider, som en hjælpende hånd til mine kollegaer, og til at skabe ro og hygge til patienterne i spisetiden. Derfor glæder de sig til at se mig, og jeg bliver altid mødt med glæde og et udbrud af " hvor er det dejligt, at du kommer i aften", både fra kollegaer og patienter. Jeg kunne ikke ønske mig mere, når jeg ellers følte mig kasseret fra det virkelige arbejdsmarked, efter altid at have arbejdet fuld tid, uden en eneste ledighedsdag indtil min sygdom tog fart. Der er desværre ikke mange arbejdspladser, der giver sådan en chance til en flexjobber på 7 timer om ugen. Jeg tager hjem om aftenen kl. 20:00, tænker jeg tit hvem der fik mest ud af, at jeg var der om aftenen. Kollegaer, der har haft en hjælpende hånd? Patienterne? De pårørende? Mig selv? 

Der er ikke noget rigtigt svar, for vi alle har haft gavn af mine arbejdstimer. Men det er en stor gave, at få lov til at føle sig til gavn og glæde for nogen, der står i en svær tid. Hospicegårdens motto er "I dag skal være god, hvis imorgen ikke findes". Det bliver efterlevet i alt hvad Hospicegården er. Til glæde for alle, der får sin fod indenfor vores dør.

- Lone Øland Holmbo Hansen