OBS: Du er nu offline

Snave Brolægning

På vegne af mine kollegaer, skriver jeg nu dette. Vi vil gerne indstille Snave Brolægning som Årets Arbejdsplads fordi vores mester, Kim Kvolsgaard, gør en kæmpe indsats for firmaet og medarbejderne – han fortjener et skulderklap. Kim evner at skaffe arbejde til alle sine medarbejdere. Han er en arbejdsnarkoman med stort A, da han er typen, som næsten aldrig holder pause og ferie, da han altid er på farten, for at holde firmaet og arbejdspladsen kørende, så det er et rart sted at være.

Vi har et forrygende sammenhold her i firmaet, der er plads til alles meninger og holdninger: Når der kommer forslag fra vores side af, er Kim særdeles god til at lytte og er med til at opfylde ønsker m.m. Han gør en fantastisk indsats i at optimere arbejdspladsen, samt vores sammenhold, f.eks. har Kim arrangeret både julefrokost og sommer grill for firmaet, så vi kan komme hinanden mere ved.

Trods vi blot er et lille firma med sølle 8-10 mand, så kører det hele bare på skinner. Hvis vi har gjort et særdeles godt og veludført arbejde, smitter det også af på lønnen. Af og til bliver vi overrasket af en lille bonus for godt arbejde. Når højtiderne er rundt om hjørnet, bliver vi også forkælet med lidt gaver som tak. Det varmer i vores hjerter. Vi er som én stor familie, hvor Kim tager sig af os alle.

Kim er også meget involveret i samarbejde med kommunen. Her tager han imod folk, som f.eks. ikke længere har gnisten til at arbejde mere, eller nogen som ikke selv er i stand til, at finde arbejde osv. Han giver dem muligheden for at udvikle sig og få en chance til i vores lille samfund. F.eks. tog Kim en udlænding under sine vinger. Her udviklede personen sig både på det faglige og sproglige. Efter en prøveperiode, viste det sig, at der gemte sig store potentialer i ham, og han blev derfor fastansat i vores lille familie. Ingen længe tager Kim endnu én under sin vinge.

Jeg taler af egen erfaring nu. Jeg har været i denne branche i 40 år. Jeg har aldrig haft en bedre arbejdsplads, end jeg har haft i nu 2 år her hos Snave Brolægning. Jeg regner stærkt med at forblive her indtil jeg engang skal gå på pension. Som sagt er dette den bedste arbejdsplads man kunne ønske sig, og Kim gør en fantastisk indsats på alle fronter og gør det til et dejligt sted at være og arbejde i. Han er en guttermand uden lige, så tak for at vi alle har fået denne mulighed, at komme ind under dine vinger Kim. Trods et lille firma, kan det stadig blomstre i flor.

Med mange hilsner fra alle medarbejdere i Snave Brolægningsfirma.

- Kalle Carstensen