OBS: Du er nu offline

Saint Gobain

3F hylder Saint Gobain for lærlingetiltag og socialt ansvar

Saint Gobain i Randers blev hyldet for sin lærlingeindsats og sit sociale ansvar på 3Fs kongres i Aalborg tirsdag. Her offentliggjorde 3F’s forbundsformand, at Saint Gobain er blandt tre finalister til Årets Arbejdsplads.

Per Christensen fortalte i sin tale om virksomheden, at den har været igennem et generationsskifte. Udvælgelseskomiteen var særligt imponeret over, at virksomheden er gået fra to til 20 lærlinge på bare to år og i det hele taget har fokus på uddannelse og opkvalificering.

Og så tager virksomheden et socialt ansvar, bl.a. ved at hjælpe unge på kanten af arbejdsmarkedet ind som lærlinge, og have mange på fleksjob.

Saint Gobain er udvalgt blandt cirka 100 indstillede fra hele landet.

I kampen om prisen er Saint Gobain oppe mod FiberVisions i Varde, der laver fibre til bl.a. bleer og vådservietter, og Kamstrup i Skanderborg, der laver vand-, varme- og elmålere.

Prisen som Årets Arbejdsplads er speciel, fordi det kun er virksomhedernes medarbejdere, og ikke virksomheden selv, der kan indstille arbejdspladsen.

De indstillede virksomheder er blandt andet blevet vurderet på:

  • Samfundsansvar (herunder bl.a. seniorpolitik, familiepolitik, integration)
  • Løn- og arbejdsvilkår (herunder bl.a. lønniveau, jobudvikling, information)
  • Arbejdsmiljø og sundhed (herunder bl.a. sygefravær, fastholdelse)
  • Uddannelse (herunder bl.a. lærlinge, kompetenceudvikling)
  • Klima og miljø (herunder bl.a. ressourceforbrug)

En dommerkomité vælger vinderen efter at have besøgt de tre finalister. Virksomhederne kan godt begynde at finde de gode historier frem, for dommerkomiteen tager på besøg mandag 4. november.

Vinderen kåres den 29. januar i forbindelse med 3F’s erhvervspolitiske konference, Vision Danmark, i DR Byen.

Én ting er sikker: Vinderen vil være fra Jylland.

Sidste år var vinderen også jysk, nemlig MidtVask i Aarhus.

Dommerkomiteen består af:

  • Forbundsformand Per Christensen
  • Hovedkasserer Ulla Sørensen
  • Gruppeformand Mads Andersen
  • Gruppeformand Jan Villadsen
  • Gruppeformand Kim Lind – der bliver valgt ny gruppeformand på kongressen
  • Gruppeformand Ellen Lykkegaard – der bliver valgt ny gruppeformand på kongressen, gruppeformand Tina Møller Madsen
  • Gruppeformand Peter Kaae Holm
  • Kommunikationschef Thomas Hundsbæk
  • Administrerende direktør i Linak, Bent Jensen, og 
  • Administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
For yderligere information og lokale kontakter, kontakt 3Fs presseafdeling på 88 92 88 92