Den danske model går mere end 100 år tilbage. Den danske model er bygget op på en arbejdsdeling mellem staten og arbejdsmarkedets parter (arbejdsgivere og lønmodtagere). I den danske model aftales løn- og arbejdsvilkår frivilligt mellem arbejdsgivere og lønmodtagere via branchernes forskellige arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger, eksempelvis byggebranchen. Disse aftaler hedder kollektive overenskomster. Staten blander sig ikke i forhold på arbejdsmarkedet, så længe arbejdsmarkedets parter er i stand til at løse problemerne selv på en forsvarlig måde. Er der ingen overenskomst på din arbejdsplads, er der ingen regler om mindsteløn, pension, feriepenge, arbejdstid, overarbejde, opsigelse, rettigheder i forbindelse med sygdom, fraværsrettigheder, afspadsering osv. Uden overenskomst er du sårbar. Derfor er cirka 80% af de danske lønmodtagere medlemmer af en fagforening. Det er vigtigt at huske, at jo flere medlemmer fagforeningen har, desto bedre overenskomster, kan fagforeningen forhandle hjem. Den danske model giver almindelige arbejdere mulighed for sammen med deres fagforeninger at gennemføre deres ønsker og forventninger på arbejdspladsen. Den danske model bygger på gensidig respekt mellem de involverede parter – arbejdsgivere og lønmodtagere. Det er den danske regering/stats holdning, at arbejde der udføres i Danmark skal finde sted på de løn- og ansættelsesvilkår, der gælder og som parterne forhandler sig frem til. Den danske regering/stat ønsker IKKE, at nye EU borgere skal ansættes i 2. klasses job med dårlige løn- og arbejdsvilkår.