OBS: Du er nu offline

Forhandlingerne fortsætter i Forligsen

Efter en påske uden resultater mødes parterne igen tirsdag eftermiddag i Forligsinstitutionen. Samtidig er der grønt lys til, at de enkelte forbund kan gå i gang med forhandlinger for deres "egne" faggrupper sideløbende.

Mens danskerne jagtede påskeæg, sild og snaps, var arbejdsmarkedets parter på jagt efter den rette lønstigning for på de offentligt ansatte i Forligsinstitutionen.

Men påsken bragte ikke noget resultat med sig. Natten til tirsdag klokken 2.30 sagde forligsmand Mette Christensen godnat og sendte parterne - Kommunernes Landsforening og Forhandlingsfællesskabet - hjem i seng.

Under de 16 timers lange forhandlinger blev der prøvet nye beregningsmodeller for lønudviklingen af - uden at det gav noget.

Vi er stadig optimister

I dag klokken 13 er parterne så kaldt ind igen. Det er stadig lønnen og det kommunale område, der er på dagsordenen.

- Vi er stadig optimistiske, og vi forhandler i en positiv ånd. Vi tror også stadig på, at det kan være muligt at finde et resultat, siger Ellen K. Lykkegård.

Én afgørende beslutning giver især fornyet optimisme. Forligsmand Mette Christensen har nemlig givet grønt lys for, at de enkelte forbund kan gå i gang med organisationsforhandlinger for deres “egne” faggrupper sideløbende med de helt centrale drøftelser om lønstigninger.

På overenskomst-dansk hedder det, at 3F har fået 0,35 procent at forhandle egne overenskomster for.

Her kan medlemmerne se sig selv

- Det er vi selvfølgelig glade for. Det lyder måske ikke af meget, men det betyder, at vi sideløbende kan begynde at forhandle nogle af de ting, hvor vores medlemmer kan se sig selv og deres ønsker afspejlet. Altså særlige krav på særlige branche- eller fagområder. Det kan være løntillæg for enkelte faggrupper, arbejdstidsbestemte tillæg, kompetencekrav eller sikring til seniorer, forklarer Ellen K. Lykkegård. 

Der er lagt op til, at de kommunale organisationsforhandlinger begynder i slutningen af denne uge. På det regionale område vil man gerne i gang på mandag. 

De såkaldte organisationsforhandlinger sker også under Forligsmandens regler. Det betyder i praksis, at der heller ikke må refereres fra dém. Til gengæld vil de rent geografisk ikke foregå i Forligsinstitutionen, men hos Kommunernes Landsforening og i Danske Regioner. 

Påsken bød på nye nøgledatoer

Forligsmand Mette Christensen skød påsken i gang ved at udsætte den konflikt, som ellers stod til at lamme Danmark i morgen onsdag. Med en udskydelse på 14 dage gav hun parterne yderligere tid til at forhandle, og de har på skift mødtes i Forligsinstitutionen påsken over. 

Så længe der forhandles, er de centrale datoer nu 22. april, hvor strejken er udskudt til. Lockouten er udskudt til 28. april. 

Som reglerne er, kan Mette Christensen dog til hver en tid erklære forhandlingerne for sammenbrudte i Forligsen. Og så er konflikt altså igen aktuel på femtedagen efter sammenbrud, dog tidligst fra de dage, som parterne har varslet henholdsvis strejke og lockout. 

Et tredje scenarie er, at Mette Christensen forlænger konflikten endnu en gang med 14 dage.