OBS: Du er nu offline

Forhandlingerne sat på pause

Forligskvinde Mette Christensen afsluttede tirsdag klokken 18.00 dagens forhandlinger i forligsen. Parterne kan fortsat ikke komme videre i striden om løn.

Efter blot fem timers drøftelser om lønstigningerne til de offentligt ansatte afsluttede forligskvinde Mette Christensen forhandlingerne. Meldingen lyder, at parterne ikke kan komme videre.

Det var lønnen, der endnu en gang var temaet for dagens drøftelser. 

- Vi har drøftet lønnen og den økonomiske ramme hele dagen. Vi er kommet med et realistisk udspil, og vi tror også stadig på et resultat. Men som det ser ud nu, er det Kommunernes Landsforening, der skal bevæge sig, lyder det fra Ellen K. Lykkegård, forhandler for 3F og formand for den offentlige gruppe i 3F.

KL: De kræver for meget

Topforhandler for kommunerne, Michael Ziegler, siger omvendt, at de kommunalt ansatte kræver for meget i løn.

- Det frustrerende er et krav – som hvis de private lønninger udvikler sig i en meget gunstig retning – giver de offentligt ansatte det samme som de privatansatte. Men hvis lønningerne for de privatansatte udvikler sig mindre gunstigt, så får de offentligt ansatte mere end de private. Det kan vi ikke sige ja til fra kommunernes side, siger Michael Ziegler til dr.dk.

Ingen nye datoer

Forligskvinde Mette Christensen har ikke officielt sat datoer for nye møder mellem de stridende parter.