OBS: Du er nu offline

Deltagelse

Folkestyre er en særlig måde at tænke og leve på. Historie, omtanke, rettigheder og ansvar hører med. Vi er opdraget til at være aktive medborgere i et folkestyre, fx i familien, vuggestuen, skolen, sportsklubben og fagforbundet. Det fælles kan styrke den enkelte - og omvendt.
atvremed2

Børn skulle makke ret, ellers fik de med spanskrøret. Angst styrede typisk deres forhold til far, som var familiens hersker, og til lærerne, der styrede de små mennesker ved hjælp af deres skræk og tro på autoriteter. Sådan var livet som regel for danske børn for cirka 100 år siden.

37 elever pr. klasse. Det blev den øvre grænse sat til i folkeskolen i 1899. Fire år senere tillod en ny lov, at piger måtte gå i gymnasiet. Der kom også spændende nyt for eleverne i de små klasser: Samtaler mellem lærer og elever blev en del af undervisningen.

De terpede dog stadig, eleverne. Svedte, lærte udenad og skulle bare gentage. Ikke se i større sammenhænge. Ord og tal ind ad ørerne eller øjnene og ud af munden. Automatik.

Høj og lav, kvinde og mand, fattig og rig - alle på lige fod

De fleste danskere fik i 1915 en invitation til medbestemmelse. De fik stemmeret og dermed et nyt ansvar.

Det var resultatet af flere årtiers fælles kamp blandt mange grupper i befolkningen. Så danskerne kunne altså godt samarbejde, men først nu begyndte det reelt at blive på lige fod. Høj og lav, kvinde og mand, fattig og rig fik lige meget at sige, i hvert fald ifølge loven.

Danskeren begyndte lidt efter lidt at leve og ånde medbestemmelse. Den krøb ind under huden på Danmark ved hjælp af vores engagement i sports-, højskole- eller kvindeforeninger med demokratiske idealer, såvel som medlemskab af fagbevægelse, politiske partier og så videre.

Hver af os er i 4-5 foreninger - og vi kender rumlen

Vi har længe kaldt os selv et "forenings-land". Hver enkelt dansker er i gennemsnit medlem af 4-5 foreninger og hver tredje af os laver frivilligt arbejde. Vi kender rumlen i den daglige medbestemmelse og til generalforsamlinger, hvor vi rask væk stiller op til eller stemmer på bestyrelser, tillidsfolk og så videre.

I institutioner som vuggestuer, børnehaver og skoler er der fokus på alle - ikke kun på den enkelte. Klassens time er hele klassens. Fællesskabet råder, og når det er bedst, føler alle sig lige og lige hørt.

Ingen spanskrør - men medbestemmelse

En skoleelev i dag skal ikke bare lære udenad, men se sammenhænge og arbejde i grupper. Der er ingen spanskrør. Men efter 1915-normer er der en chokerende udveksling af meninger og ideer på kryds og tværs - også mellem elever og lærer.

Vi lærer hinanden medborgerskab og medbestemmelse. Det skal udvikles, og hver enkelt af os skal med omtanke tage sine rettigheder og sit ansvar alvorligt.

Det er sund individualisme med tanke for de fælles værdier, når man bruger sine personlige styrker til at kæmpe for noget, og for eksempel gøre sin indflydelse gældende i kampen mod social dumping.