OBS: Du er nu offline

Når familielivet kuldsejler på grund af arbejdet

3F-undersøgelse er med i koret af nye undersøgelser, der påviser, hvordan balancen mellem arbejdsliv og familieliv for mange er kørt helt af sporet.
Artikel_100-aar
Artikel_100-aar
Jane Korczak, næstformand 3F
Af

Vi har foretaget 41 dybdegående, kvalitative interviews med medlemmer spredt over hele landet, der arbejder som tjenere, med rengøring, i industriproduktion, med lagerarbejde, i byggeri, gartneri, med omsorg, landbrug og mejeri. Vi har lyttet - og lyttet rigtigt godt efter - og helt sikkert er det, at det ikke er mere tid til at bage speltboller eller gå til yoga, der angles efter. Der angles efter at kunne være en helt almindelig familie, der kan møde sine børn på en ordentlig måde. Der angles efter at have mulighed for at være ordentlige forældre.

Det ønske er ikke nyt. Forældre har, gennem alle tider, ønsket at give deres børn det bedst mulige fundament at stå på i livet. Det er heller ikke nyt, at fuldtidsarbejdende forældre kan have svært ved at få enderne til at hænge sammen. Det nye er, at kampen for at aftvinge arbejdsmarkedet en rimelig tilpasning til at lønmodtagere også er forældre med familie, har stået i stampe i ganske lang tid. Krav om rationalisering, effektivisering, konkurrenceevne og overskud har taget over. Muligheden for at beholde arbejde og bevare arbejdspladser har fyldt det meste. Resultatet er underdrejede familier, der kun lige holder fast i bordkanten og anstændigheden ved at appellere til den gode kollega eller nabo om at træde til. Hvert andet LO-medlem oplever en høj grad af ubalance mellem familie- og arbejdsliv, og det er ikke forventningerne til familielivet, der skal skrues på, men det arbejdsmarked, der ikke tager sit sociale ansvar alvorligt. 

Pernille, der er i starten af 30'erne, mor til to og bosat i Sønderjylland med sin familie, fortæller for eksempel, at det kan være mere end almindeligt svært at få enderne til at mødes i en travl hverdag, hvor både arbejds- og familieliv kræver mere end den tid, der faktisk er til rådighed: ”Jamen, det var arbejde det hele. Det var sådan en dårlig arbejdsplads. Når man kommer hjem, så er man i dårligt humør, og man er brugt fuldstændig. Man er jo færdig, når man kommer hjem, og det gør jo bare, at herhjemme så falder tingene til jorden, og man får ikke lavet de ting derhjemme, man skal. Så det hele det ender jo i en spids på grund af et åndssvagt arbejde.”

Pernille oplever, at der ikke er tid til at være en familie på den måde, hun havde drømt om. Der er ikke tid og overskud til at være mor og drage den nødvendige omsorg for børnene. Og Pernille er langt fra alene. Antallet af danske forældre, der ikke føler, at hverdagen hænger sammen længere, er højt i disse år. Mange oplever, hvordan arbejdslivet slet ikke er tilpasset de mange særlige forhold, der gør sig gældende for børnefamilier. Ønskerne er ellers ydmyge. Det handler egentlig bare om at kunne være til stede for familien i hverdagen og have bare lidt overskud til at sikre børnenes  trivsel. 

Undersøgelsen peger på tre punkter, som i særdeleshed bidrager til at gøre hverdagen besværlig. For selvom ingen familier er ens, så peger et overvældende flertal af de adspurgte, på tre væsentlige problemer for at få skabt en ordentlig hverdag i familien. Det gælder medindflydelse på arbejdstidens placering, muligheden for at arbejde mindre, når man har børn, og bedre muligheder for at passe sine børn ved sygdom.   

Det er især de mange, der arbejder på skiftehold og er uden mulighed for at vælge aften- og natarbejde fra, der oplever, hvordan tiden sammen med familien bliver ekstremt presset. Og i tider, hvor arbejdet ikke hænger på træerne, er det for mange ikke en mulighed at kvitte jobbet og finde noget andet og bedre. For ansvaret for dem derhjemme, for at få det hele til at hænge sammen økonomisk, det forsvinder jo ikke. Ifølge Danmarks Statistik arbejder mere en hver tredje ufaglærte eller faglærte lønmodtager med atypiske arbejdstimer (aften, nat, lørdag, søndag). 

Problemet med den manglende fleksibilitet bliver ikke mindre i de tilfælde, hvor man har børn i deleordning. En enlig mor med delebarn fortæller for eksempel, hvordan de skiftende arbejdstider skaber problemer i forhold til sønnens skolegang: ”Der var noget skolefest her for nyligt. Jeg kunne ikke deltage, fordi jeg havde en aftenvagt. Han er kommet i sjette klasse og har fået nye lærere, som slet ikke har mødt os, så de troede, at der var noget galt med ham, siden de ikke havde set hans forældre til de skolefester”. Oplevelsen af at blive mistænkeliggjort som en dårlig forælder påvirkede moren dybt, for hun gjorde jo, hvad hun kunne.

I andre tilfælde forventes det, at de ansatte arbejder over, fordi ekstraarbejdet er indlejret i vagtskemaet, eller fordi arbejdspresset overstiger det, de ansatte kan nå i løbet af en almindelig arbejdsuge. For børnefamilier er det en voldsom stressfaktor, at man ikke er sikker på, hvornår arbejdsdagen slutter, og om man bliver pålagt den ekstra belastning - fysisk som psykisk - der følger med det øgede arbejdspres. Som en mor til to forklarer: ”På de lange dage så var klokken jo 20, før vi kunne køre hjem. Det var en 13-14 timer. Sådan har de kørt de sidste tre uger. Men altså for at afhjælpe fredag og lørdag så tager vi jo så også noget af torsdagen. Så kan vi jo godt lægge en tre timer oveni den også, ik’? Så når man stod op lørdag morgen og skulle på arbejde - så rystede man altså og tænkte, ”fuck, du har ikke fået sovet nok”. Kroppen rystede, indtil man kom i gang”. En 13-14 timers arbejdsdag - i 2015 - det burde slet ikke kunne lade sig gøre, når udgangspunktet hedder 37 timer om ugen. Enhver må kunne se, hvad det gør ved familien og børnenes trivsel.

Alt for mange arbejder altså på det, man med rette kan kalde familie-uvenlige arbejdspladser. Arbejdspladser der reelt ikke er indrettet til, at de ansatte også kan passe et familieliv ved siden af. En alenemor til tre delebørn, som arbejder på treholdsskift, fortæller, hvordan hun ikke kan have sin yngste datter boende. Uden samlever eller bedsteforældre kan hun kun have dem af sine børn, der er store nok til at tage vare på sig selv. De familie-uvenlige arbejdspladser kan helt konkret splitte familier. Det er en tragedie, men mindst lige så tragisk er det at tænke på, at denne ulykkelige situation kunne have været undgået, hvis kvinden havde haft indflydelse på sine arbejdstider. 

Men det er især mulighederne for at passe syge børn, der ikke er gode nok. Influenza eller skoldkopper kan ikke overstås på en eller to dage, og det efterlader mange forældre med en evig frygt siddende i baghovedet. For hvordan klarer man skærene næste gang? Og det er slet ikke så mærkeligt, at de manglende muligheder for at passe syge børn topper listen over bekymringer. For sammenligner vi os med vores nabolande, er Danmark langt bagefter. 

I Sverige kan man passe sine børn 120 dage om året, mens man modtager 80 procent af sin løn, uden arbejdsgiver lider økonomisk tab, fordi en statsejet forsikringskasse refunderer udgifterne til arbejdsgiverne. Og så er det værd at bemærke, at ordningen ikke bliver misbrugt, for ifølge tal fra forsikringskassen bruger forældrene i gennemsnit godt fem dage om året på at passe deres børn. Hertil kommer, at der er bred politisk konsensus om at ordningen er en betydningsfuld del af en solidarisk og ligestillet familiepolitik, der gør det muligt for forældre at kombinere arbejdsliv og forældreskab. I Tyskland er forældre til mere end et barn sikret 25 dage om året, og i Norge er det 10 dage per forældre om året. Vi er end ikke gået i gang med at diskutere en model, der kan imødekomme de helt basale behov. De mange overenskomsters ret til fri på barnets første - og måske anden - sygedag er godt, men desværre langt fra nok.

Mange er afhængige af, at bedsteforældrene kan træde til ved sygdom, men ikke alle er så heldige. Så bruger man afspadsering og feriedage, eller man tager fri på egen regning. Den yderste konsekvens er at lægge sig syg selv eller sende barnet af sted på en Panodil. Begge dele efterlader forældrene med dårlig samvittighed overfor kollegaerne, der må løbe stærkere og overfor børnene, der ikke får den omsorg, de burde have krav på. En megafon-undersøgelse, offentliggjort på TV2/nyhederne 22. august 2014 fortæller, hvordan hver tredje forældre har afleveret et sygt barn i institution eller skole. Hver femte forælder har meldt sig selv syg for at kunne blive hjemme. Det må da få enhver finansminister til at fælde en tåre over, hvad det koster fællesskabet på sygefraværs-kontoen, når vi konstant smitter hinanden eller må lyve os syge.

At det netop er i disse år, diskussionen om børnefamiliers forhold fylder, er ikke tilfældigt. Vores undersøgelse bekræfter, at arbejdsbyrde og arbejdstempo igen og igen skrues i vejret. Arbejdsgivere er sjældent blege for at lægge flere og flere opgaver på den samme mængde ansatte. Og det er ikke unormalt, at man undlader at ansætte nye ved naturlig afgang. Men den samlede arbejdsbyrde sættes dog ikke ned af den grund. Og vikarer, når mor eller far er på barsel, hører til sjældenhederne. Naturligvis går det ud over familielivet, når forældrene bliver presset til det yderste på arbejdspladsen. Vi har for længe overladt det til familierne at sejle deres egen sø. Vi har ladet os bilde ind, at den kage kunne familierne selv skære, hvis bare de tog sig lidt sammen og afholdt sig fra at bage speltboller og gå til yoga. De ligger, som de selv har redt, synes at være den dominerende morale. 

For mange har arbejdspladsen hoved- og halsret over den medarbejder, der kæmper forgæves for at bevare sit job og selvforsørgelse. Det kan vi ikke være bekendt - slet ikke overfor børnene, som bliver de store tabere. I andre lande har man indset, at der er behov for at tage hensyn til familien. Det kan og skal vi også her i Danmark, for det er ikke i orden at overlade det til forældrene at hutle sig igennem på usikre lappeløsninger. 

Lønmodtagere - ikke mindst dem med børn - skal naturligvis have større indflydelse på deres arbejdstider. Vi har brug for et arbejdsmarked, som tager højde for, at har du børn, så er der simpelthen tidspunkter på døgnet, hvor du ikke kan arbejde. Tidligere var det et almindeligt hensyn at have en første-vælger-kultur, når vagter eller ferie skulle fordeles. Vi må finde nye kollektive svar på hensynet til familiens tarv. Vi skal ud over smålighedskulturen og turde vise børnefamilier særlige hensyn. Det giver mening at tilpasse arbejdslivet til de forskellige faser af livet. Det er simpelthen vores ansvar over for de kommende generationer, at der bliver taget hånd om problemet nu. 

Vi skal genoplive diskussionen om en kortere daglig arbejdstid. En arbejdstid der giver mening, sammenhæng og anstændighed i en hverdag med børn. 24. marts kunne man i Ugebrevet A4 læse, at 43 procent af danskerne er positivt stemt over for, at småbørnsforældre skal have mulighed for at arbejde på nedsat tid. Vigtigheden er altså gået op for befolkningen. Nu er det på tide, at arbejdsmarkedet følger med. Men det skal gøres på en måde, hvor det ikke per automatik er mor, der går ned i tid, som vi ser det alt for ofte i dag. Forældrene skal kunne gå på nedsat tid sammen. Så får de mere tid til familien sammen, og det er hele pointen. Som det er i dag, vælger mor, hvor det er muligt, at gå på nedsat tid. Hun tager altså hele ”børnestraffen” på sig. Ordet er sjældent flatterende, men dækker over det faktum, at hun bærer omkostningen ved at få børn, i form af mindre indtægt, mindre attraktivt arbejde, står som mindre attraktiv lønmodtager og får mindre i løn for samme arbejde. Hvornår begynder vi at forstå, at det at få børn og sikre dem en ordentlig opvækst ikke alene er kvindernes ansvar? Ligesom det ikke alene er familiernes ansvar. Balance mellem arbejdsliv og familieliv er både et velfærds-, et arbejdsmarkeds- og et ligestillingspolitisk anliggende – og vi skal naturligvis finde kollektive løsninger på kollektive problemer.

Og så skal forældre gives meget bedre muligheder for at passe deres børn ved sygdom. På dette punkt halser Danmark banelængder efter vores nabolande. Det er simpelthen ikke i orden. Et hurtigtarbejdende treparts-samarbejde kunne fremkomme med bæredygtige modeller som for eksempel tager udgangspunkt i de eksisterende barselsudlignings-ordninger, eller man kunne forestille sig en model med dagpengedækning ved barns sygdom, og en overenskomst der supplerer op med løn, som vi kender det fra orlov i forbindelse med barsel og indlæggelse af syge børn. Også her er det muligt at udvikle modeller, der fremmer ligestillingen mellem mor og far. 

Vi har altså som aftaleparter masser at gå i lag med. Vi skal igen stille radikale krav om familievenlige arbejdspladser uden at lade os kyse af arbejdsgivere, der ikke mener at have råd. Vi mener ikke, at de har råd til at lade være. Samtidig har vi brug for en medspillende regering, der forstår at tage sin del af ansvaret for den næste generations opvækst og trivsel.

Kronik i Politiken den 22. april 2015, af Jane Korczak