OBS: Du er nu offline

En tur forbi frisindet

2PigeDerBygger udsnit

På vejen fra 1915 til 2015 var vi et smut igennem 1960’erne og 70’erne og den tids kvindebevægelse. Stramt permanent-hår og nakkeknuder blev afløst af lange, frie lokker. P-pillen kom. Og frisindet. Kvinder og mænd havde lige ret til både uddannelse og sexliv - også før ægteskabet. 

Kønsrollerne i det daglige blev blødt lidt mere op. En far, der skiftede ble, vakte ikke længere vild ståhej, selvom det ikke var hverdagskost endnu. 

Vi har det stadig med at sætte mænd og kvinder i hver sin bås, vi har mange ideer om, hvad henholdsvis en mand og en kvinde er eller gør. Vi forærer typisk små drenge sejt, blåt tøj og legetøj, der skal gøre dem ”stærke”, mens vi kalder små piger ”prinsesser” og giver dem lyserøde lege-støvsugere, så de kan lære at blive gode husmødre. 

Porno-industrien har i høj grad bestemt, hvordan vi ser hinanden, og nu er der på danske busser enorme fotos af bryster, som reklamerer for kosmetiske operationer. Hver anden 15-årige pige har det skidt med sig selv og sit udseende, og antallet stiger. 

Fokus på individ frem for fællesskab, på det ydre og på mennesket som ”ting” har en høj pris. Kvinder er i høj grad sex-objekter og er i 2015 ude for så mange overgreb på gader, i busser og restauranter, at folk fra 1915 ville korse sig, hvis de så det. 

Der har været ret stille meget længe med hensyn til den kvindekamp, som var med til at skaffe kvinderne valgret i 1915 og give dem - og dermed parforholdet og familien - mere frihed i 1970’erne. 

Mange - især unge - mænd og kvinder er nu igen begyndt at se sig selv som feminister. De har opdaget, at lighed skal man kæmpe for konstant. Fine ord er ikke nok. Kan nogen i dag tjene penge på eller føle sig magtfuld ved at nedgøre kvinder, sker det alt for ofte. Og på de danske arbejdspladser florerer den seksuelle chikane. Derfor kæmper vi videre for lighed mellem kønnene.