OBS: Du er nu offline

Fra valgret til ligestilling i politisk deltagelse

Den danske styreform, også kaldet det repræsentative demokrati, hviler på en forestilling om, at de folkevalgte skal repræsentere folkets holdninger og interesser og dermed også afspejle vælgerbefolkningens sammensætning i forhold til faktorer som køn, alder, uddannelse, etnicitet med videre.
Artikel_100-aar
Artikel_100-aar

Dette ideal har imidlertid været udfordret lige siden den første grundlovs indførelse i 1849. Gennem de første cirka 60 år, fordi kvinderne, arbejderne og de fattige var udelukket fra politisk deltagelse, i dag fordi de folkevalgte i mindre og mindre grad afspejler befolkningens sammensætning, når det drejer sig om køn, alder, etnicitet og uddannelsesbaggrund.

Myndiggørelse og deltagelse

Det afgørende nye med 1915-grundloven var, udover at kvinder blev regnet som medborgere, at det private tjenesteforhold uden egen husstand ikke længere blev betragtet som en umyndiggørelse. Husstandsoverhovedet repræsenterede med andre ord ikke længere hele husstanden, og valgretten var dermed blevet individualiseret. Forud for indførelsen af den almindelige valgret med grundlovsændringen i 1915 var gået en udvikling, hvor kvinder i 1903 havde fået valgret til menighedsrådene, i 1905 til værgeråd, i 1907 til de fattiges hjælpekasser og endelig i 1908 til de kommunale råd. Loven om valgret til de kommunale råd i 1908 gav, ligesom grundloven i 1915, valgret til både kvinder og tyende og kan altså ses som en forløber for den almindelige og individuelle politiske valgret.

66 kvindelige ministre - plus en statsminister

Den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning udpegede landets første kvindelige minister i 1924. Det var historikeren og journalisten Nina Bang, som blev undervisningsminister. Først 23 år senere fik Danmark sin næste kvindelige minister. Det skete, da den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft udpegede fagforeningslederen Fanny Jensen til minister uden portefølje ”med særligt Henblik paa Hjemmenes, Husførelsens og Børnenes interesser”. Siden da har alle regeringer haft mindst en kvindelig minister. 67 kvindelige ministre har vi haft fra 1924 til 2015.