OBS: Du er nu offline

Holbæk

Klik her for at læse, hvad medlemmerne i Holbæk kom med af gode inputs til forhandlingerne. Du kan også se, hvordan de stemte, og der er også både video og billeder fra mødet.
Medlemsmøde i Holbæk
Medlemsmøde i Holbæk

Se billeder fra mødet her


Opsamling fra Holbæk

Mødet i Holbæk havde 11 friske og veloplagte fremmødte. Grundet størrelsen på mødet blev debatten omkring de syv emner taget i plenum, og det blev til en god snak med mange gode inputs. Her kommer en kort gennemgang af de syv emner:

Økonomi

Der var bred enighed om, at bunden skal hæves via en højere mindsteløn. Hvor meget mindstelønnen skal hæves, var der forskellige meninger om. Gennemgående var folk dog enige om, at en hævning af mindstelønnen ville styrke solidariteten og sammenholdet generelt. Derudover var et forslag om at have overenskomsten og andet fagligt læsestof liggende i skurene, så man indbyder til samtale om branchen i pauserne.

Udenlandsk arbejdskraft

Her blev der blandt andet givet udtryk for, at der er for mange ulykker blandt udenlandske kolleger. Derudover mangler de ofte kendskab til akkorder, og der blev derfor efterspurgt, om der måske kunne laves noget mere opsøgende arbejde for at lære dem, hvordan akkordarbejde fungerer. Specielt på pladser, hvor der udelukkende går udenlandske arbejdere.

Arbejdstid

30 timers arbejdsuge fyldte en del på mødet. Der blev udtrykt ønsk om, at de 30 timer skal fordeles på fire dage, så man får fuld glæde af den ekstra fritid i form af en hel fridag mere. Og så blev der også gjort opmærksom på, at der også er mange kolleger der måske ikke ønsker 30 timers arbejdsuge.

Der blev også snakket om, at processen med godkendelse af overarbejde ikke fungerer så godt. I stedet blev der foreslået, at satsen for overarbejde blev sat op, så mester måske i stedet ansætter flere folk.

Arbejdsmiljø

Sikkerhedsmøderne bliver ikke taget alvorligt nok, og vi er for dårlige til at bede om de sikkerhedsredskaber der findes. Derudover blev der udtrykt ønske om at få materialehejset tilbage, da det er den bedste og sikreste måde at flytte materialer på.

Et andet stort emne var manglen på uddannelse i arbejdsmiljø til udenlandske kolleger. Det gør, at vi kommer til at konkurrere på arbejdsmiljø og det må ikke ske. Vi skal alle være sikre. Til sidst blev det også nævnt, at AT skal styrkes.

Prislister

Her var det store emne fællesakkorder, der er skidt for alle. I stedet ønskes særskilte akkorder for hvert fag. Fællesakkorder bliver indgået, fordi vi ikke er godt nok uddannet til at lave akkordarbejde. Derfor blev der efterspurgt bedre og mere uddannelse, så alle kender til systemet. Lige nu accepterer folk høje timelønninger i stedet, fordi det går godt i branchen. Men så snart det ikke går lige så godt, så kan vi ikke få de samme timelønninger. Derfor er det vigtigt, vi udbreder kendskabet til akkordsystemet.

Derudover blev der udtrykt ønske om, at vi selv skal have lov at vægte stigninger i prislisterne, hvor vi synes, det er bedst.

Uddannelse

Retten til efteruddannelse bør følge manden i stedet for virksomheden, så man ikke starter forfra hver gang man starter i en ny virksomhed. Derudover bør man kunne akkumulere retten til uddannelse, så man kan bruge det til et eventuelt sporskifte, hvis man er slidt ned.

Tillidsvalgte

Det er for svært for de små fag at vælge en tillidsvalgt. Det kræver fem mand lige nu, men måske det bør sættes ned, så det bliver nemmere. Og så blev der udtrykt ønske om, at de tillidsvalgte var med til at gøre opmærksom på fordelene ved akkordarbejde.