OBS: Du er nu offline

Aalborg

Klik her for at læse, hvad medlemmerne i Aalborg kom med af gode inputs til forhandlingerne. Du kan også se, hvordan de stemte, og der er også både video og billeder fra mødet.
Medlemsmøde i Aalborg
Medlemsmøde i Aalborg

Se billeder fra mødet her

Opsamling fra Aalborg
Der var flot fremmøde i Aalborg den 17. marts med 120 tilmeldte medlemmer. Det gav god debat ved de syv plancher, der som altid havde de samme emner, nemlig: økonomi, udenlandsk arbejdskraft, arbejdstid, arbejdsmiljø, prislister, uddannelse og tillidsvalgte. Her kommer et kort overblik over debatterne.

Udenlandsk arbejdskraft
Her handlede det blandt andet om den frygt, mange oplever for at miste deres arbejde til udenlandsk og billigere arbejdskraft. Det blev oplevet, at de arbejder mange timer – ind imellem på flere byggepladser ad gangen. Løsningen kunne f.eks. være at inkludere dem i sjakkene og lære dem om akkord og om den danske model. Det kunne måske tages med til forhandlingerne, at virksomhederne skal forligtes til at tilbyde kurser i det danske arbejdsmarked og arbejdsmiljø.

Uddannelse
Debatten handlede blandt andet om mangel på efteruddannelse. Retten til de 14 dages efteruddannelse bliver altid til et nej fra arbejdsgiverne pga. manglende tid. Så retten til efteruddannelse bør styrkes via OK.

Arbejdstid
Også i Aalborg kunne vi konstatere, at der ikke finder overarbejde sted. Debatten om nedslidning fylder og bekymrer. Så der skal tages en snak om fremtidens arbejdstid. Et fremadrettet ønske var derfor at gøre overarbejde dyrere. Der var også ønske om en fire dages-arbejdsuge og betalte pauser. Lige som seniorordning bør udbygges og måske igangsættes tidligere.

Arbejdsmiljø
Her handlede det blandt andet om, at gulvlæggere mangler løftegrej – de løfter for ofte 25 kg tunge sække. Der blev talt om behovet for bedre planlægning. Så forslagene lød blandt andet på bedre og mere kompetent AT. Der blev talt om en slags ’omvendt kædeansvar’, hvor bygherre kan straffes økonomisk, hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden. Der var også forslag om én obligatorisk arbejdsmiljødag om året.

Tillidsvalgte
Tillidsvalgte var en velbesøgt planche i Aalborg, hvor debatten blandt andet handlede om manglen på tillidsvalgte og hvordan man får flere til at ville hvervet. Der var forslag om fire årlige frikøbte dage. Og forslag om et nyt slogan: ”Claus og Palle: Fem minutter til alle!”, som betyder, at TR skal have fem minutter til alle kolleger. Der skal være en bedre sikring af sjakbajsere og AMR’er skal have sikret sine rettigheder bedre.

Økonomi
Debatten om økonomi handlede blandt andet om, at pension og SH har haft god gennemslagskraft. Der er ønske om forhøjet SH og mere frie valg f.eks. til mere fritid. Pensionen skal hæves. Og den arbejdsgiverbetalte del skal forhøjes. Den skal kunne bruges til at kunne trække sig tilbage tidligere. Og der var ønske om fuld løn ved tilskadekomst. Mindstelønnen skal løftes så vi undgår et A- og B-hold.

Prislister
Prisliste-debatten handlede blandt andet om, at der er en akut mangel på opmålere i Aalborg. Især hos tømrerne. Der er en tendens til, at man kører længere efter sit arbejde, så kørepenge bør justeres. Murerne oplever, at mestrene i højere grad efterspørger specialiserede murere. Det betyder højere løn – men også mere ensidigt arbejde og mere udsat ved opgaveudbud. Der var forslag om et renoveringstillæg.

Resultater af afstemning i Aalborg