Sri Lanka
Fabriksarbejdere kæmper mod særlove
Sri Lankas regering vil fjerne arbejdernes rettigheder i ny industrizone. Det møder stor modstand fra fagbevægelse og civilsamfund.
Sri Lankas regering løber fra sine løfter, når den vil give udenlandske virksomheder frit spil til at omgå arbejdernes rettigheder, mener Anton Marcus, formand for industrifagforeningen FTZ-GSEU.
En ny industrizone med særlove truer med at undergrave de faglige rettigheder og sejre, som Sri Lankas fagforeninger har vundet de seneste år. Det mener fagbevægelsen og en række organisationer i landet.
Sri Lankas regering er i fuld gang med at indføre en ny industrizone, der ikke skal være omfattet af mange af landets love. Zonen, der skal ligge ved hovedstaden Colombo får navnet Port City.
Store kinesiske investeringer står bag projektet, der har fået civilsamfundet på barrikaderne.
Partier, fagbevægelse og ngo’er har lagt sag an ved Højesteret, fordi de mener at projektet, der har en værdi af 8,6 milliarder kroner, er i strid med forfatningen og landets arbejdstagerrettigheder. For 40 år siden afviste Højesteret et lignende forsøg med den begrundelse, at der ikke kan være to forskellige sæt love i landet.
Særlove kan sprede sig
Lovforslaget om Port City blev stillet af regeringen den 23. marts, og det undtager zonen for landets love om social dialog og løsning af konflikter på virksomheder.
- Med lovforslaget undsiger regeringen det løfte, man tidligere har givet ved at sige ”Et land – en lov.” Den siger også, at de undtagelser, koncessioner og privilegier, erhvervslivet får i denne zone, kan udvides til andre dele af landet inden for fem år. Det kan desuden blive muligt at operere uden om ”Loven om afskedigelser,” siger Anton Marcus, formand for fagforeningen FTZ-SGEU, der organiserer fabriksarbejdere i landets eksportzoner.
Sammen med en række andre organisationer frygter han en situation, hvor arbejdere kan afskediges uden varsel i den nye industrizone. Forbundet har i mange år kæmpet for at få indført reelle arbejderrettigheder i eksportzonerne.
Anton Marcus og FTZ-GSEU opfordrer til at regeringen tillader mindst tre måneders debat og høringer om lovforslaget, før det kommer op i parlamentet.
Colombo Port City ventes at spille en central rolle i Kinas såkaldte Nye Silkevej, der består af enorme logistikprojekter, der forbinder Kina med Europa og det øvrige Asien.
Fremgang trods corona
Tiltaget kommer efter en periode, hvor fagforbundet er gået frem, trods problemer med corona og angreb på den faglige organisering fra virksomhedsledere. FTZ-GSEU har blandet andet deltaget i en treparts-task force under corona-pandemien.
Den indsats har sikret mange arbejdere en arbejdsfordeling, og der er blevet indført en minimumsindkomst til alle tøjindustriens arbejdere under krisen. Desuden fik forbundet indført en pligt til at oprette sundhedsudvalg på alle arbejdspladser.
Det var medvirkende til, at FTZ-GSEU’s medlemstal steg fra 19.200 til over 20.000. Samtidig voksede antallet af kontingentbetalende medlemmer fra 3.000 til knap 4.200.