Syriske flygtninge kæmper side om side med tyrkiske arbejdere for deres rettigheder.
Det sker i en situation, hvor Tyrkiet er i øjeblikket hårdt ramt af en tredje corona-bølge.
Landets regering har netop vedtaget endnu en nedlukning af landet. Den varer frem til den 17. maj.
- Nedlukningen kommer især til at ramme de fattigste og mest sårbare arbejdere. Der følger ingen sociale ydelser med nedlukningen, så det kan blive meget kritisk. Migranter og flygtninge vil blive tvunget til at arbejde i endnu højere grad i den uformelle økonomi for at få mad på bordet, siger Jens Erik Ohrt, der er konsulent på 3F’s projekt i landet. De syriske flygtninge er i forvejen ansat i stort antal i uformelle jobs uden rettigheder.
Nedlukningen rammer også de fagforbund, der har været i fuld gang med at mobilisere til 1. maj-demonstrationer og andre aktiviteter rettet mod regeringens hårde kurs mod politiske modstandere. Aktiviteter, der nu må aflyses.
3F støtter fagforbundet DISK Tekstil med at organisere syrere og andre ansatte på tøjfabrikkerne og udbrede arbejderrettighederne i industrien.
Fagligt aktive fyret
Sideløbende med nedlukningen forlænger regeringen en periode, hvor virksomhederne som udgangspunkt ikke må afskedige de ansatte på grund af pandemien. Det frygtes, at to millioner jobs er i fare, når særloven udløber.
Det er dog ikke alle virksomheder, der overholder reglerne, ifølge DISK Tekstil.
Corona-restriktionerne giver nemlig mulighed for i sjældne tilfælde at afskedige ansatte med baggrund i deres opførsel eller etik. Det kan ske under betegnelsen Kode 29, der også fratager de fyrede retten til understøttelse og kompensation. Det har virksomheder – blandt andet i byen Gazantep nær den syriske grænse - benyttet til at fyre fagligt organiserede og tillidsfolk.
På tæppefabrikken Yasin Kaplan er 16 medlemmer af fagforeningen blevet afskediget, hvilket fik arbejdere til at gå i strejke og demonstrere uden for fabrikken.
- Regeringens politik beskytter ikke arbejderne. Virksomhederne bruger Kode 29 til at forhindre faglige organisering og undgå at betale erstatning til fyrede. Der er tale om amoralsk sortlistning, som skal stoppes, så arbejdere kan leve anstændigt, siger Arzu Çerkezoglu fra hovedorganisationen DISK, der er gået ind i sagen.
Formanden for det globale industriforbund, IndustriALL, Valter Sanches har skrevet et brev til virksomhedens ledelse og krævet, at den respekterer retten til organisering og kollektive forhandlinger.
13 millioner har mistet deres job under pandemien, og 75% af DISK’s medlemmer er i økonomiske problemer, viser forbundets undersøgelse.
Projekt skal styrke samarbejde
Dele af 3F’s projekt i Tyrkiet er øjeblikket forsinket på grund af corona-krisen, men samarbejdet er i fuld gang. Forventningerne er høje, forklarer Kazim Dogan, formand for DISK Tekstil.
- Vi har to kernemål med projektet. For det første at styrke arbejdernes bevidsthed som medlemmer af fagforeningen, både de udenlandske og de tyrkiske, og skabe et miljø, hvor lokale arbejdere og flygtninge ikke kommer i konflikt med hinanden, siger Kazim Dogan.
- For det andet skal arbejderne lære deres rettigheder at kende og organisere sig i fagforeningen, ikke mindst flygtningene i tekstilbranchen. Vi ser, at syriske flygtninge uden arbejdstilladelse arbejder i uformelle jobs, hvor de ingen rettigheder har. Arbejdsforholdene er forfærdelige, de arbejder alt for mange timer, og de får mindre i løn end de lokale, lyder det fra Kazim Dogan
Der er omkring 4 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet. 500.000 arbejder i tekstilsektoren.
På tekstilfabrikkerne arbejder 43% på mindstelønnen. Mange arbejder mere end loven tillader, og 60% modtager ikke overtidsbetaling, oplyser DISK Tekstil.
3F’s projekt modtager støtte fra EU’s program for demokrati og menneskerettigheder.