OBS: Du er nu offline

Interview  Nye sejre under en skrøbelig fred

Landarbejderne i Colombia skaber faglige resultater, men trues af en fredsaftale, der er ved at smuldre. Det fortæller Adela Torres Valoy fra landarbejdernes forbund.

Adela Torres Valoy besøgte 3F’s kongres som gæst. Hun står i spidsen for forbundet Sintrainagro, der  har samarbejdet med 3F om at styrke det faglige arbejde de seneste tre år.
Adela Torres Valoy besøgte 3F’s kongres som gæst. Hun står i spidsen for forbundet Sintrainagro, der har samarbejdet med 3F om at styrke det faglige arbejde de seneste tre år.

Sporene skræmmer for Adela Torres Valoy, generalsekretær for landarbejderforbundet Sintrainagro i Colombia.

Ligesom tusinder af andre fagligt aktive i det sydamerikanske land har hun levet et liv i fare for forfølgelse og vold.

En fredsaftale i 2016 stoppede de egentlige krigshandlinger. Nu har dele af oprørsbevægelsen FARC erklæret, at man genoptager den væbnede kamp, fordi landets regering ikke har overholdt aftalen.

- Jeg håber freden holder. Det er en meget skrøbelig proces, som vi støtter, fordi den er vigtig for fagbevægelsen og vores medlemmer, siger Adela Valoy.

Mange af forbundets medlemmer og aktive er bekymrede over, at dele af guerillaen igen er ”gået i bjergene.”

Der er områder, hvor vi ikke kan komme

- Der har været mange lidelser i en ekstremt voldelig periode for landet. Kidnapninger, massakrer, forsvundne og fængslede. Det har samtidig gjort det meget svært at lave fagligt arbejde og forbedre forholdene for landarbejderne, fortæller generalsekretæren.

Hun står i spidsen for 27.000 arbejdere, hvoraf de fleste er ansat på bananplantager.     

96% af medlemmerne er registreret som ofre for borgerkrigen, der varede i 52 år, og ikke færre end 1.350 medlemmer er blevet myrdet de seneste 40 år. Senest blev en af Sintrainagros ledere myrdet i 2018. Langt de fleste af mordene er aldrig blevet opklaret, og bagmændene er gået fri.

Mange mord på sociale ledere

- Regeringen siger, at der ikke er nogen sikkerhedsproblemer længere, men der er

områder, hvor vi ikke kan komme som fagforening – på grund af paramilitære grupper, narko og så videre, siger Adela Valoy.

Volden mod civilsamfundet er ikke forsvundet. Colombias ombudsmand vurderer, at tæt på 500 sociale ledere blevet myrdet siden fredsaftalen. Paramilitære grupper og kriminelle organisationer er de værste syndere, vurderes det. Samtidig er den jordreform, der var en del af fredsaftalen ikke blevet gennemført.  81% af landets jord er ejet af 1% af befolkningen.

Ny overenskomst styrker løn og bolig

Trods de mange udfordringer er landarbejderne i stand til at skabe resultater. Sintrainagro har netop underskrevet en ny overenskomst for forbundets tusinder af bananarbejdere.

Den sikrer forbedringer for arbejdernes bolig og sundhed, og løn og bonus stiger. Samtidig forpligter firmaerne sig til at ansætte mindst to kvinder pr. plantage.

- I modsætning til i Mellemamerika er der meget få kvinder på plantagerne - kun syv procent. De vil gerne arbejde, men firmaer ansætter dem ikke. De kan jo blive gravide! siger Adela Valoy.

Få kvindelige ledere

Hun er selv en af kun fire kvindelige ledere i forbundet – ud af 170 tillidsfolk. 2.000 ud af 27.000 medlemmer er kvinder.

- Vi arbejder derfor målrette med uddannelse af kvinder i det faglige arbejde. Mange mænd giver stadig ikke plads til kvinderne, men vi bevæger os hele tiden lidt, forklarer generalsekretæren.

Forbundet har som noget ganske unikt haft en branche-overenskomst siden 1993, og den dækker i dag  275 plantager. Her er 97 % af arbejderne fagligt organiserede, forklarer Valoy. 

60% af bananerne bliver eksporteret til Europa af frugt-giganterne Fyffes, Del Monte og Chiquita.