OBS: Du er nu offline

Belarus: Fem års modvind til fagforeninger

Lukashenko blev genvalgt til en ny fem-årig periode. Det lover ikke godt for menneskerettighederne og landets uafhængige fagbevægelse.
Fagligt aktive demonstrerer for rettigheder i Minsk
Fagligt aktive demonstrerer for rettigheder i Minsk
Af Mads Lund

I 25 år har Belarus' præsident, Alexander Lukashenko, systematisk indskrænket de demokratiske rettigheder, som befolkningen i Belarus opnåede, da Sovjetunionen brød sammen. 

Det gælder også fagbevægelsen. De uafhængige faglige organisationer søger hvert år om tilladelse til at arrangere demonstrationer og manifestationer på offentlige steder, men får næsten altid afslag.

Den 11. oktober blev diktatoren Lukashenko genvalgt som præsident i Belarus (Hviderusland) for en ny 5-års periode - hans sjette i alt.

Det fik Gennadiy Fedynitch, formand for det uafhængige fagforbund REP, til at konstatere, at det er en stor uretfærdighed, at præsidenten sidder i 5 år, når arbejderne i Belarus kun kan opnå ansættelseskontrakter på 1-3 år.

Undertrykkelsen er massiv: Der sidder konstant folk fra oppositionen i fængslerne, og selvom Lukashenko inden valget løslod 100 fanger, er det ikke udtryk for, at demokratiet er styrket. 

De rettigheder, vi kender fra vores eget demokrati - forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, ret til at organisere sig, ret til at forhandle overenskomster etc. - gælder ikke i Belarus.

Kombinationen af undertrykkelsen og materielle forhold, der er bedre end i Ukraine, skaffer Lukashenko opbakning i befolkningen. Angsten for at blive som Ukraine med grænsekonflikter i forhold til Rusland og intern uro får befolkningen til at holde på det man har uanset manglen på demokrati.

Samtidig er den politiske opposition dybt splittet og strides om, hvem der skal være modkandidat til Lukashenko.

Folk tvinges ud af fagforeninger

Størstedelen af fagbevægelsen i Belarus er kontrolleret af Lukashenko. Omkring årtusindskiftet valgte de fleste fagforbund og landsorganisationen at rette ind efter direktiverne fra præsidenten. Men et par fagforbund insisterede på uafhængighed af staten, og de fik det svært. Minearbejderne i forbundet BNP har nogenlunde fastholdt deres position og et medlemstal omkring 6.000. Elektronikarbejderne i REP blev næsten udslettet af regeringens kampagne imod dem, men har nu stabiliseret sig på ca. 2.000 medlemmer og har fremgang.

Med støtte fra det internationale industriarbejderforbund IndustriAll har forbundene lavet kampagner imod korttids-kontrakter.  De ansatte i statslige virksomheder i Belarus har kontrakt på et begrænset åremål. Når kontrakten forlænges, stilles der blandt andet krav om at melde sig ud af den uafhængige fagbevægelse, og undlade kritiske aktiviteter mod regeringen.

De uafhængige faglige organisationer kæmper med regimet for at overleve. Myndighederne nægter at anerkende organisationerne, papirer og computere beslaglægges og medlemmerne fyres eller arresteres. 

I øjeblikket er støtten fra 3F en væsentlig årsag til at organisationerne overlever.

Forringede levevilkår

Hovedparten af virksomhederne i Belarus er under regeringens kontrol. Kun et lille antal små virksomheder er privatejede. De statslige virksomheder kan ikke klare sig i konkurrencen med russiske og vestlige virksomheder. Derfor nedskæres produktionen, arbejderne sendes på deltid, og deres løn reduceres tilsvarende.  

Det betyder store forringelser i lønmodtagernes levevilkår, og på sigt bliver det svært for regimet at overleve uden en fuldstændig omlægning af produktionen. Derfor vil de uafhængige fagforeninger få større betydning i fremtiden. Med støtte fra 3F er de alene om at forsvare de arbejdere, der kommer i klemme i systemet.