Interview
- Vi er til for arbejderne, ikke for selvstyret
3F’s projekt i Palæstina er stoppet, men Hosain Foqhaa fra Palæstinas LO håber, at samarbejdet med 3F’erne kan fortsætte. I øjeblikket kæmper fagbevægelsen for at sikre sin uafhængighed af selvstyret.
Den israelske besættelse skaber uoverskuelige barrierer for de palkæstinensiske arbejdere og fagbevægelse, fortæller Hosain Foqahaa. (Foto: Søren Zeuth)
3F's program i Palæstina stopper i år efter to årtiers samarbejde med landsorganisationen PGFTU. Det sker efter nedskæringer i udviklingsbistanden på sidste års finanslov.
I løbet af samarbejdet har PGFTU oprettet en række nye forbund og afdelinger.
- Da projektet begyndte, var vi kun en landsorganisation uden egentlige afdelinger og forbund. I dag har vi et langt bredere arbejde. Projektet har styrket vores evne til at forhandle aftaler, uddanne arbejdere og forsvare deres rettigheder. Det har også været med til at sikre en bedre arbejdsmarkedslov, fortæller Hosain Foqahaa, formand for PGFTU i Ramallah. Han besøgte 3F's kongres i Aalborg den 10. september.
- Det viser, at SiD og siden 3F været en stor hjælp siden 1995. Dengang før Oslo-aftalen var vi endnu mere isolerede, så den faglige solidaritet har betydet utroligt meget, understreger Foqahaa.
Nu skal landsorganisationen arbejde videre uden det danske udviklingsprogram, og der er ingen tvivl om, hvor fagforbundets fokus ligger:
- På den nyligt afholdte kongres vedtog vi en strategi, der skal styrke organiseringen på arbejdspladserne. Kun på den måde kan vi sikre arbejdernes rettigheder, siger Hosain Foqahaa.
Konflikt med selvstyret
Situationen i det besatte Palæstina er fuld af problemer, og for fagbevægelsen er de ikke blevet mindre af, at det palæstinensiske selvstyre indefrøs PGFTU's konti efter kongressen.
- Det sker, fordi vi markerede vores uafhængighed fra selvstyret. Vi er til for arbejderne, ikke for myndighederne, fortæller Hosain Foqahaa.
Udmeldingen kom efter markant utilfredshed med, at arbejdsmarkedsloven, der blev vedtaget i 2012 endnu ikke er rullet ud.
- Mindstelønnen er endnu ikke indført, og kun 40 % af loven er blevet implementeret. Samtidig stiger prisen på de varer, arbejderne skal købe, siger LO-formanden, der også kritiserer, at skattemidler ikke bliver brugt til at sikre indbyggernes behov, men sidder fast i administrationen.
Økonomi ødelagt af besættelsen
Han lægger dog ikke skjul på, at besættelsen betyder næsten uoverstigelige udfordringer, også for selvstyrets muligheder.
- Besættelsen har ødelagt vores infrastruktur og økonomi. 40 procent af Vestbredden er i dag kontrolleret af israelsk militær og bosættere. 800 kilometer mur holder vandresurser ude af Palæstina. Der er 450 checkpoints på Vestbredden alene. Vi importerer for 9 milliarder sekel (15,9 milliarder kr., red.) fra Israel, men eksporterer for blot 300 millioner.
Den ødelagte økonomi betyder at der er 28 % arbejdsløse – 300.0000 mennesker – heraf de fleste unge. 120.000 palæstinensere arbejder i Israel for at klare sig.
- De udsættes for chikane og diskrimination, fra de står op, til de er hjemme igen. De mister deres menneskelighed og får de mest beskidte jobs til lav løn. For kort tid siden døde tre arbejdere, da en bygning kollapsede. Der var ingen reaktion på det, alle er ligeglade, fortæller Hosain Foqahaa.
Samtidig arbejder omkring 50.000 palæstinensere uden papirer og formelle rettigheder i Israel.
- Men trods alle problemerne ved besættelsen, er vi som fagbevægelse nødt til at kæmpe for at gøre vilkårene bedre for arbejderne. Jeg håber og tror, at vi fortsat kan have et samarbejde med 3F og forbundets mange aktive afdelinger om den indsats, slutter Hosain Foqahaa.