OBS: Du er nu offline

Over 300.000 samlet ind til Guatemalas arbejdere

3F-indsamling skaber debat om arbejderrettigheder og sikrer uddannelse af tillidsfolk i Guatemala.
Solidaritet fra 3F'ere sikrer støtte til blandt andre bananarbejdere i det nordlige Guatemala. (Foto: Søren Zeuth)
Solidaritet fra 3F'ere sikrer støtte til blandt andre bananarbejdere i det nordlige Guatemala. (Foto: Søren Zeuth)
Af 
 

3F's indsamling til fagforeninger i Guatemala har rundet 300.000 kroner.

Det skete på 3F's kongres i september. Indsamlingen nåede i første omgang 202.158 kroner under kongressen, der samlet besluttede at donere ekstra 100.000 kroner.

Der kommer desuden stadig beløb ind fra 3F's afdelinger til indsamlingen.

- Det er et fantastisk flot foreløbigt resultat, og vi vil gerne sige tak til alle bidragydere. Pengene kan gøre en stor forskel for de berørte fagforeninger i Guatemala, siger Bjarne Harder Larsen, leder af 3F International.

Han lægger vægt på, at de mange aktiviteter rundt om i landet også har haft en effekt herhjemme:

- Udover at samle penge ind, får de aktive skabt debat. De skaber en bevidsthed om, at kampen andre steder foregår på andre og mere brutale vilkår end herhjemme, og at vores kolleger derfor har brug for en hånd. Men også om, at kampen i bund og grund handler om det samme, nemlig menneskeværdige vilkår på arbejdsmarkedet, siger Bjarne Harder Larsen.

Uddannelse af tillidsfolk

På 3F's kongres holdt David Morales fra forbundet Festras i Guatemala tale for de delegerede, og der blev samlet penge ind og afholdt quiz om det centralamerikanske land. 3F Aalborg afholdt en solidaritetsfest med deltagelse af kongressens internationale gæster og samlede penge ind til Guatemala.

3F Silkeborg vandt konkurrencen om, hvilken afdeling, der kunne samle flest penge ind op til kongressen.

De fagforeninger inden for landbrug og industri, der nyder godt af støtten, kan uddanne en tillidsmand for omkring 8.000 kroner.

Indsamlingen indgik i den bredere kampagne ”Fagforening – en menneskeret”, der sigter mod bedre forhold for arbejdstagerrettighederne både i Colombia, Honduras og Guatemala. Næste omdrejningspunkt bliver en indsats for at få det multinationale frugtfirma Fyffes til at acceptere, at deres ansatte i melonmarkerne i Honduras kan organisere sig i fagforening og forhandle deres egne løn- og arbejdsforhold, oplyser Bjarne Harder Larsen.

Man kan i øvrigt give en ekstra hånd til Guatemala gennem Operation Dagsværk, der i år støtter de unge maya-indianere i det fattige land.