Blæser forandringens vinde i Zimbabwe?

Fagforeninger og organisationer går dagligt på gaden i Zimbabwe med krav om forandring. Zimbabwe har de seneste år været ramt hårdt af den globale økonomiske krise, og nu er folk ved at have fået nok.

Krisen blev blandt andet forværret af landreformen i 2002, hvor mange kommercielle farmere blev fordrevet fra landet. Det førte Zimbabwe, der er dybt afhængig af landbruget, ud i en økonomisk nedadgående spiral. En stor del af det kommercielle landbrug blev overladt til mennesker uden erfaring og viden om storbrug. Landreformen førte til omfattende sanktioner fra store donorer som EU – herunder også Danmark.

Det politiske klima i Zimbabwe har gennem mange år gjort sit for at styrke det zimbabwiske ejerskab af virksomheder, og ingen virksomhed må ejes af et flertal af udenlandske investorer. Det er politiske tiltag som disse, som flere mener, er blandt de væsentligste årsager til at landet befinder sig i en så stor krise.

Arbejderne mister retten til at organisere sig

Det er også gået op for den zimbabwiske regering. I desperation er de ved at gennemføre en lov, som skal tiltrække flere investeringer bl.a. ved at underkende loven om udenlandsk ejerskab af virksomheder og ved at sætte arbejdslovgivningen – og dermed arbejdernes rettigheder – ud af funktion. Hvis loven bliver vedtaget, kan enhver virksomhed ansøge om at blive en del af såkaldte særlige økonomiske zoner. Det gælder både nye virksomheder, men også virksomheder, der allerede er etableret i landet. Loven skal desuden gælde alle virksomheder, hvor tidligere tiltag udelukkende rettede sig mod eksport af varer.

- Regeringen vil gerne tiltrække investeringer for at kickstarte produktionen i landet, og mener åbenbart, at arbejdslovgivningen står i vejen for dette. Hvis loven bliver gennemført, mister arbejderne retten til at organisere sig og forhandle kollektivt, siger Japhet Moyo, generalsekretæren for Zimbabwes landsorganisation, ZCTU.

ZCTU forsøger derfor fortsat at få ændret lovforslaget, så arbejdsmarkedslovgivningen også bliver gældende i de særlige økonomiske zoner.

En passion for arbejderes rettigheder

Arbejdernes rettigheder er Austin Musweres passion. Han er næstformand i landarbejdernes fagforening i Zimbabwe, GAPWUZ.

- Landarbejderne er de dårligst lønnede i Zimbabwe – samtidig er hele vores økonomi bygget på landbruget. Så hvorfor har landarbejderne ikke bedre forhold? spørger Austin, der som barn i en landarbejderfamilie oplevede fattigdommen.

- Det var svært at få råd til tre måltider mad om dagen. En almindelig landarbejder tjener 72 dollar (476 kr.) om måneden og med en familiestørrelse på seks, skal hvert menneske klare sig for 40 cent om dagen.

Det er langt under FN's fattigdomsgrænse på 1.25 dollar ( 8 kr.). Der er derfor et stort behov for at tale landarbejdernes sag, mener Austin.

Han lærte fagbevægelsens kræfter at kende som 18-årig, hvor landarbejderne for første gang i Zimbabwes historie demonstrerede for bedre lønforhold. De endte med en lønstigning på 44%. Austin påbegyndte selv sit arbejde i fagforeningen fire år senere – i 2001 - og der er nok at tage fat på.

Arbejder under slavelignende vilkår

Krisen i Zimbabwe har betydet, at andelen af arbejdsløse er blandt de højeste i verden. Det giver arbejdsgiverne mere magt, og betyder, at færre bliver ansat på faste vilkår.

- Arbejderne på en farm lever på deres arbejdsgivers nåde. De bestemmer ikke selv hvor de vil bo og mange får ikke udbetalt deres løn retmæssigt. Forholdene er flere steder slavelignende, siger Austin Muswere.

Mere end 20% af de fastansatte oplever at lønnen er forsinket i mindst tre måneder. Men i et land, hvor de fleste er arbejdsløse, vil mange hellere fortsætte arbejdet frem for at protestere og risikere en fyreseddel.

Protester giver dialog med regeringen

Midt i alle problemerne aner Austin dog håb. Kravet om forandring vokser frem i gaderne.

- Fagforeningerne går på gaden, folk fra kirkerne går på gaden. Hver eneste dag ser vi mennesker, der protesterer over tingenes tilstand i Zimbabwe. Universitetsstuderende sælger ofte slik på gaden for at overleve. Vi kan ikke fortsætte på denne måde – der er et behov for forandring, siger han.

Det folkelige pres har indtil nu medført at fagforeningerne er blevet inviteret til dialog inden den endelige vedtagelse af loven om de særlige økonomiske zoner.

Austin Muswre håber på mere grundlæggende forandringer af forholdene. Flere nævner det næste præsidentvalg i 2018 som et muligt tidspunkt, selv om den 92-årige Robert Mugabe stiller op igen. Forskellen fra tidligere tiders protester er, at flere er optimistiske på landets vegne. De tror, der vil ske forandringer. Den alvorlige økonomiske situation i landet kan rykke forandringerne tættere på, mener Austin Muswre.