Ulighed er ikke en naturlov, men et politisk valg. Det fortæller den seneste rapport om uligheden i verden, World Inequality Report.
Rapporten ser på både indkomstfordeling, formuefordeling og hvordan rigdommen fordeler sig mellem privat og offentlig sektor i hele verden. Den fortæller bl.a.:
· Landene er blevet rigere, men regeringerne er blevet fattigere, især under COVID-krisen
· Globale multimillionærer har raget helt uhæmmet til sig og er blevet absurd meget rigere under COVID-krisen
· Det går alt for langsomt fremad mod lighed mellem kønnene og i Kina går det ligefrem den modsatte vej.
· De mest velstillede er de største klimasyndere.
- COVID krisen har forværret ulighederne mellem de meget rige og resten af befolkningen. Mens regeringerne i velstillede lande greb ind mod en massiv forøgelse af fattigdommen, skete det samme ikke i fattige lande. Det viser hvor vigtig socialstaten er I kampen mod fattigdom, forklarer Lucas Chancel, der er hovedforfatter på rapporten.
Skævere fordeling
Verdens øverste ene procent har siden midt 90’erne raget 38% af al formuevækst til sig og sidder nu på 76 procent af al formue, mens den nederste halvdel har måttet nøjes med to procent.
Den nederste halvdel tjener også kun 8,5 procent af al indkomst, mens de øverste 10 procent tjener mere end halvdelen af al indkomst. I kroner og øre er forskellen tydelig: Tilhører du de øverste 10 procent svarer den gennemsnitlige indkomst til 804.000 kroner om året, mens den gennemsnitlige indkomst hos den nederste halvdel ligger på 25.800 kroner.
Skævhederne i indkomstfordelingen var i sig selv ulige fordelt mellem landene, som det ses af verdenskortet – der viser Mellemøsten, Afrika syd for Sahara og Latinamerika som verdens mest ulige områder.
Svækkelsen af den offentlige sektor medfører svækket kapacitet til omfordeling – især hvis fagforeningerne samtidig har tilbagegang. Mens landene er blevet betydeligt rigere over de seneste 40 år, er regeringerne blevet meget fattigere. De offentlige spillere har i mange rige lande ligefrem negativ formue, dvs. gæld. Den tendens blev stærkt forværret af corona-krisen, som fik regeringerne til at optage lån for 20 – 30 procent af bruttonationalproduktet hos den private sektor.
2020-21 blev rekordår for vækst i billionærernes formuer, der steg fra godt to til over 3 procent af den globale rigdom.
Bunden bed fra sig
Protesterne mod ulighedsskabende politiske initiativer var mere eller mindre på pause pga. corona nedlukninger i 2020, men blussede op igen sidst i 2020 og i 2021. Det vurderes at strejken i Indien 26. november 2020 var verdenshistoriens største med anslået deltagelse af 250 millioner arbejdere og bønder. Protesterne mod militærkuppet i Myanmar spredte sig også som en national strejke- og civil ulydighedsbevægelse.
Både i New Zealand, Uganda og Danmark gik sygeplejersker i strejke. I Tyskland strejkede togpersonalet. USA oplevede et opsving i arbejderkampe med bl.a. fødevarearbejderne hos Frito-Lay og Kellog’s og metalarbejdere i Sydafrika og Canada i kamp mod Rio Tinto.
I Italien opfordrede to hovedorganisationer til en dags generalstrejke i oktober som protest mod regeringen politik, der vil lette skattetrykket for højere indkomster, mens lavtlønnede kæmper med stigende priser.
Der kom også for alvor gang i kampen for, at de såkaldte falske selvstændige får arbejderrettigheder i platformsøkonomien. Det lykkedes bl.a. i Spanien at få en domstolsafgørelse for, at mad-budene skal have alle de rettigheder og goder, loven giver lønmodtagerne.
I nogle lande blev kampene for demokrati og større social retfærdighed slået ned med brutal magt – bl.a. med militærkup som i Myanmar og Sudan
Andre steder lykkedes det sidst på året for kandidater med social og demokratisk udvikling på programmet at komme til magten med støtte fra folkelige bevægelser, fagbevægelsen og ungdommen. Det skete f.eks. i Peru, Honduras og Chile.
Opgør med neo-liberalismen
Valget i Chile er historisk og afspejler den globale kamp mod uligheden.
Venstrefløjskandidaten Gabriel Bosevic var studenterleder og blev en af lederne af de store masseproteser i landet i 2019, som igen var udgangspunkt for folkeafstemningen om ændringen af Chiles grundlov. Han fik i første valgrunde færre stemmer end højrefløjens José Antonio Kast, som er kendt for sympati for det tidligere Pinochet diktatur. Bosevic blev i anden runde den store sejrherre med 56 procent af stemmerne og det højeste stemmetal, der nogensinde er afgivet på en præsidentkandidat i Chile.
Pinochets statskup i 1973 og hans diktatur blev starten på den neo-liberale periode, som store del af verdens fattige kom til at lide under i de efterfølgende årtier. Og som har medført flere konflikter, ukontrolleret migration mm.
Den kommende chilenske præsident allierede sig med fagforeninger i sin valgkampagne og kom både med forslag om brancheoverenskomster og medarbejderrepræsentanter i selskabsbestyrelser.
Som han sagde det under valgkampagnen: Hvis Chile var neoliberalismens vugge, bliver vi også dens grav!