OBS: Du er nu offline

Kort Nyt: Sultestrejke i Bangladesh og klage over Ikea

Tøjarbejdere i Bangladesh kræver fordobling af mindstelønnen. Ikea anklages for at bryde OECD's retningslinjer i en række lande.
Af 
 

Tekstilarbejdere i Bangladesh har valgt at gå i sultestrejke for en højere mindsteløn.

Landets regering har vedtaget en mindsteløn på 8.000 taka (614 kroner) om måneden fra december 2018. Det vil ifølge fagbevægelsen efterlade mange arbejdende familier sultende, idet lønnen ikke kan følge med prisstigningerne i landet.

Tøjarbejdernes fagforbund kræver en mindsteløn på 16.000 taka (1228 kroner), men de mener ikke at være blevet hørt.

Siden 31. juli har grupper af tekstilarbejdere sultestrejket i protest mod den lave løn.

Amirul Haque Amin, formand for forbundet NGWF, kritiserer sammensætningen af mindsteløns-rådet, der har stået for forslaget til en ny mindsteløn.

- Det har været et trick. De sagde, at arbejdernes repræsentanter i mindsteløns-rådet skulle komme fra de faglige organisationer. Men de folk, der blev udpeget, tilhørte ikke nogen fagforbund i tekstilsektoren, siger Amirul Haque Amin.

Striden om mindsteløn har ført til en række demonstrationer og protester og nu altså sultestrejker. Som den eneste store tøjproducent, bakker selskabet Inditex op om kravet om en mindsteløn på 16.000 taka.

Kampagnen fortsætter på de sociale medier under hashtagget #WeDemandTk16000

International klage over Ikea

Fagforeninger i Holland, USA, Irland og Portugal har sammen med ni globale faglige organisationer klaget over møbelkæden Ikea til sammenslutningen OECD.

Fagforeninger mener, at det svenske selskab overtræder OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber ved at forsøge at forhindre arbejdere i at organisere sig.

- Ikea ved godt, hvad det betyder at have gode relationer på arbejdsmarkedet, og alligevel vælger selskabet ikke at spille efter reglerne. Topledelsen ignorerer gang på gang de sager, arbejdere og fagforeninger rejser om krænkelser af de ansattes rettigheder, siger Christy Hoffman, generalsekretær i det globale forbund af servicefagforeninger, UNI.

Ifølge forbundet er den manglende sociale dialog medvirkende til stressende arbejdsforhold, seksuel chikane og andre alvorlige problemer.

I USA var der i 2017 en sag på vej mod Ikea fra regeringens side med anklager om trusler og kampagner mod faglig organisering. Søgsmålet blev dog frafaldet som et led af Trump-regeringens nye linje over for fagforeninger.