OBS: Du er nu offline

Havnearbejderes strejke gav bonus i Sudan

Sudans militærregering har annulleret aftale med multinationalt havneselskab efter omfattende strejker.

Sudans midlertidige regering har suspenderet en aftale med det filippinske havneselskab ICTSI om at drive havnen i Port Sudan. Målet er at få annulleret kontrakten. Det sker efter omfattende strejker blandt havnearbejderne i Port Sudan.

Strejkerne udsprang af utilfredshed med, at den vigtige havn blev udliciteret til den filippinske gigant. De var samtidig en del af store folkelige protester mod præsident Omar al-Bashirs regime. Opstanden begyndte 16. december med strejker og demonstrationer i byen Atbara i det nordlige Sudan. 

Centralt i bevægelsen for demokrati stod landsorganisationen SPA - Sudanese Professionals Association - der er en sammenslutning af 17 fagforeninger. Forbundet krævede blandt andet en højere mindsteløn og præsidentens tilbagetræden.

Senere udmøntede protesterne sig i flere generalstrejker mod al-Bashir, der kom til magten i 1989 ved et islamistisk støttet militærkup.

Under og efter strejken i marts i år blokerede ansatte fra havneterminalen i Port Sudan de omkringliggende veje sammen med strejkende søfolk.

Efter fire måneders demonstrationer og strejker i hele landet afsatte militæret præsidenten 16. april i år. 25. april suspenderede militærjuntaen kontrakten med ICTSI.

ITF: Selskab samarbejder med korrupte regimer

ICTSI afholder sig indtil videre afventende og har erklæret sig rede til at forhandle vilkårene med militærjuntaen. Selskabet havde vundet en 20-årig koncession på havneterminalen i januar i år.

Koncessionen bundede blandt andet i den økonomiske klemme, Sudan befinder sig i, fordi landet ikke længere har olieindtægter. Oliefelterne ligger nemlig i Sydsudan. 

International fagbevægelse har i længere tid kritiseret ICTSI’s aktiviteter.

- Vi taler om et selskab, der ikke er bange for at samarbejde med korrupte regimer, der har taget del i folkemord og krigsforbrydelser. ICTSI forhandlede med Sudans regering, mens præsident al-Bashir havde aktive retssager kørende ved den internationale domstol i Haag, sagde Paddy Crumlin, formand for ITF, i 2018.

100 dræbt i massakre

Efter afsættelsen af præsidenten gik militærjuntaen i dialog med oppositionen, der arbejder for en “fredelig revolution” af Sudan.

Men dialogen brød hurtigt sammen, og 3. juni udførte sudanesiske sikkerhedsstyrker ifølge flere kilder en massakre på fredelige demonstranter. Mindst 100 blev dræbt, og 40 lig blev senere fundet i Nilen. Omkring 650 meldes sårede. Det skete efter at en generalstrejke havde lammet det meste af landet. 

Oppositionens svar på drabene var en endnu større strejke i begyndelsen af juni med krav om en civil, demokratisk regering. Millioner af arbejdere lukkede endnu engang landet ned og blev mødt med en bølge af vold og anholdelser fra militærjuntaens side med flere dødsfald til følge.

14. juli har oppositionen annonceret en “dag for civil ulydighed” for endnu en gang at lægge pres på de ledende generaler.