Mere end et årtis ihærdig solidaritet med udenlandske kolleger har skabt resultater.
Det kunne Ole Nors, Caja Bruhn og Brian Majland fra Havnearbejdernes Landsklub - og hver deres hjørne af landet - berette onsdag 24. januar på et velbesøgt offentligt møde på Café Oskar i Aarhus.
Samarbejdet har ikke mindst rettet sig mod kolleger i Mellemamerika.
- Da vi begyndte arbejdet, skete det gennem 3F’s regionale kontor i Mellemamerika. Det viste sig hurtigt at være en region, hvor folk kunne risikere at blive dræbt, hvis de var fagligt aktive, og hvor der flere steder var stor splittelse i fagbevægelsen, forklarer Ole Nors, faglig sekretær i 3F Aalborg.
Retten til faglig organisering og overenskomster var langt fra sikret, og privatisering af havnene udgjorde en trussel mod rettigheder og vilkår i flere lande.
- Heldigvis har vi gennem årene set en udvikling. Havnearbejdere i forskellige lande i Syd- og Mellemamerika bruger hinanden mere og mere. Enheden banker på. Det er en fantastisk oplevelse, fortæller Caja Bruhn fra 3F København.
Fokus på Mærsk
Det varede ikke længe, før A. P. Møller-Mærsk kom til at fylde meget i solidaritetsgruppens arbejde. Mærsk har en central rolle både som rederi og havneoperatør i Mellemamerika og stor indflydelse i hele regionen, fortæller de tre aktivister.
- For de ofte svage fagforeninger i fattige lande er det umuligt at stille sig op og stille krav til et stort multinationalt selskab som Mærsk, hvis ikke vi samarbejder over grænserne, mener Ole Nors.
- Da vi begyndte at besøge havne i Mellemamerika, oplevede vi, at havnearbejdere, der arbejdede for Mærsk, manglede sikkerhedssko og andre basale værnemidler og kravlede rundt på containere uden de nødvendige seler. Det var især løsarbejderne, der havde problemer, fortæller Ole Nors.
- I begyndelsen var det svært for at få kontakt til Mærsk, men da vi til sidst sendte en pressemeddelelse ud fra en konference derovre, blev vi straks kontaktet af selskabet, og så var dialogen etableret. Mærsk lovede faktisk at stramme op på forholdene flere steder, fortæller Ole Nors.
Siden er dialogen med Mærsk om arbejdsforhold og rettigheder i de latinamerikanske havne blevet en fast del af gruppens arbejde.
Kamp om monopol og miljø i Costa Rica
I 2015 købte Mærsks havneselskab, APM terminals, et stykke jord i Costa Rica for at bygge en helt ny containerterminal på den caribiske kyst i byen Limón. Det skabte en voldsom politisk og faglig kamp om koncessionen, som Mærsk havde fået tildelt med tilhørende monopol.
Allerede i 2010 var havnearbejderforbundet Sintrajap blevet udsat for et kup, da ledelsen blev afsat med støtte fra regeringen. Baggrunden var fagforeningens modstand mod privatisering af havnen i Limón. Den demokratisk valgte ledelse blev dog senere genindsat efter en dom i højesteret.
- I Costa Rica gør havnearbejderne en god politisk indsats. De kender loven og bruger den, fortæller Ole Nors.
Efter at være blevet anerkendt som branche-fagforening kan de indgå overenskomster med andre havnerelaterede virksomheder i hele landet og ikke kun i havnen i Limón. Det er en model, som flere andre forbund i Mellemamerika stræber efter med støtte fra 3F.
- For at kunne bygge terminalen i Limón anlagde Mærsk en stor vej, der gik gennem et fredet område med masser af sjældne dyr. Det skabte massive protester fra lokalsamfundets side. Da nogle fagligt aktive havnearbejdere deltog i protesterne, fik de problemer med deres arbejdsgiver, fortæller Brian Majland, formand for Havnearbejdernes Landsklub.
Han forklarer, at den danske koncern samtidig lancerede en charmeoffensiv i området med fokus på, hvor mange træer, der blev plantet, og skildpaddeæg, der blev reddet.
Besøg på Esplanaden
Kollegerne fra Costa Rica besøgte i 2013 Mærsk på Esplanaden i København for at diskutere koncessionen i Limón og det monopol, det danske selskab havde fået tildelt i havnen. Her fik centralamerikanerne at vide, at Maersk Line ikke kunne svare på havneselskabet APM Terminals vegne. Senere blev der dog oprettet en samlet global HR-afdeling, der gjorde dialogen med Mærsk nemmere, fortæller de tre 3F’ere.
- Men er Mærsk så værre end de andre selskaber derude? Vil en ung lokal havnearbejder, der er blandt de 30-35 fremmødte, vide under mødet.
- Mærsk har verdens bedste code of conduct - men de lever desværre ikke altid op til den, svarer Brian Majland, og fortsætter:
- Vores fokus på Mærsk bunder selvfølgelig i, at de er fra Danmark. Det betyder, at vi kan være budbringer for vores kolleger i andre lande. Og vi beder altid fagforeninger om at sende en kopi til os, når de skriver til Mærsk.
- Vi har en idé om, at hvis vi bliver ved længe nok, bliver Mærsk træt af os til sidst og begynder at opføre sig ordentligt i de lande, hvor der er problemer, siger Ole Nors.
Det store problem er ofte at organisere løsarbejdere. Der er et stort skel mellem faste og løse, og den barriere arbejder mange forbund med at nedbryde, både juridisk og i det daglige arbejde, forklarer nordjyden.
Fred skaber fremgang
I 2016 købt Mærsk to terminaler i Colombia, og der har været heftig faglig aktivitet ikke mindst i den vigtige havn i Buenaventura ved Stillehavskysten.
- Landet fik endelig en fredsaftale sidste år, og fagbevægelsen rykker virkelig. Transportarbejdernes fagforening i havnen er kun fem år gammel. De har set frem til mere normale tilstande i mange år. Der er masser af fremgang og vilje nu, selv i et land, hvor fagforeningsfolk modtager trusler og risikerer at blive slået ihjel. Organisationen er dygtige til at dokumentere forholdene, fortæller Caja Bruhn.
Forbundets kvinder rykker også fremad gennem særlige konferencer og kurser, blandt andet i samarbejde med 3F, uddyber hun.
- Forbundet fik anerkendt retten til at forhandle overenskomster af myndighederne, men siden er flere fagligt aktive blevet fyret i havnene. Det er noget af det, vi diskuterer med kollegerne lige nu, supplerer Ole Nors.
Det internationale transportarbejderforbund, ITF, i Latinamerika er en aktiv medspiller i mange kampe og faglige sager på kontinentets havne, og ofte er det de grundlæggende principper, der er i spil.
- Det går op for én, hvor vigtige ILO’s konventioner om arbejderrettigheder er. Det kan være det eneste, de har at klynge sig til, i de mest udsatte lande, siger Caja Bruhn.
Regionalt samarbejde bliver bærende
Skridt for skridt bygger de mellemamerikanske havnearbejdere på.
- I Nicaragua er sikkerheden trods alt blevet forbedret gennem årene. Her går havnearbejderne forrest, når det gælder uddannelse, selvom landet er blandt de fattigste i regionen. I havnearbejdernetværket i Mellemamerika opfordrer de kolleger til at søge offentlige midler til uddannelse. Det er også en måde at styrke og forsvare rettigheder på, samt en inspiration for de øvrige fagforeninger, siger Ole Nors.
- Det fedeste er det, havnearbejderne har skabt på tværs i regionen. De møder hinanden og udveksler erfaringer, og så bliver dét det bærende. Et skib bliver blokeret i Costa Rica på vej til Honduras, og et forbund bruger gruppen som murbrækker over for regering og arbejdsgivere, forklarer Caja Bruhn.
Men det er ikke kun latinamerikanerne, der får noget ud af samarbejdet.
- I en globaliseret verden kommer der hurtigt et pres på vores havne og arbejdsforhold, hvis arbejdsgiverne i Mellemamerika får frit spil. Så det er hjælp til selvhjælp. Vi fik også støtte fra lande som USA, Japan, og Australien under kampen mod EU’s havnedirektiv. Alle ved, at tingene hænger sammen, siger Ole Nors.
- Det er sgu ligesom i Liverpool i ‘95! Jeg var der, lyder det fra en ældre aarhusiansk havnearbejder i et hjørne af lokalet og tilføjer:
– Det var fandeme en barsk kamp, det kan jeg godt sige jer!
Det bliver udgangsbønnen på en aften i den internationale solidaritets tegn. Enheden banker på.