OBS: Du er nu offline

Offentlige lønmodtagere:  Vi er bevæbnet med OK-krav

Trods coronaens skygge, skorter det ikke på ønsker og krav hos de kommunale og regionale lønmodtagere, der tirsdag udtog krav til næste års offentlige overenskomstforhandlinger. 3F har sat sit fodspor på flere af de generelle krav.

2021 skal der forhandles offentlige overenskomster igen. Sidst - i 2018 - havde forhandlingerne en lang og nervepirrende afslutning i Forligsinstitutionen.  (
	Arkiv / Mads Claus Rasmussen /  Ritzau/Scanpix)
2021 skal der forhandles offentlige overenskomster igen. Sidst - i 2018 - havde forhandlingerne en lang og nervepirrende afslutning i Forligsinstitutionen. ( Arkiv / Mads Claus Rasmussen / Ritzau/Scanpix)
Af 
 

Mere i løn, bedre arbejdsmiljø, oprettelse af en fritvalgsordning, bedre muligheder for at arbejde fuld tid, penge til lavtlønsprojekt.

Listen er lang og ønskerne mange, når man ser på de fælles krav til nye overenskomster, som de kommunale og regionale lønmodtagere tirsdag blev enige om at sende af sted til arbejdsgiverne.

Det skete ved et repræsentantskabsmøde i Forhandlingsfællesskabet, som er den sammenslutning af 51 faglige organisationer, der har medarbejdere i det offentlige.

Forhandlingsfællesskabet skal efter nytår forhandle nye løn- og arbejdsforhold med modparten, kommunerne og regionerne. Forhandlingerne gælder over 500.000 medarbejdere.

- Selvom overenskomstforhandlingerne i 2021 kommer til at ligge lidt i coronaens skygge, så har det ikke skortet på vores ønsker om kreativitet til indholdet i en ny treårig overenskomstaftale, sagde formanden for Forhandlingsfællesskabet, Mona Striib, da hun fremlagde kravene til repræsentantskabsmødet.

- Vi mangler ikke krav. Vi er bevæbnet med ret mange krav, sagde Mona Striib.

En grumset krystalkugle

Og selvom coronaens indtog i Danmark har gjort den økonomiske krystalkugle “noget mere grumset, end den plejer at være,” så har den også vist de offentligt ansattes store værd under krisen, fastslog Mona Striib:

- Vi har en sværm af dygtige og kompetente medarbejdere i det offentlige, som vi kan være stolte af. De ansatte har omstillet sig lynhurtigt til en anderledes arbejdsdag. De har gjort en kæmpe indsats på sygehuse, skoler, dagtilbud, kontorerne. Det giver stor respekt, sagde Mona Striib.

- Coronaen har også vist, at vi i den grad har behov for at skabe attraktive arbejdspladser og vilkår i det offentlige, så vi kan tiltrække og rekruttere kvalificerede medarbejdere, sagde hun.

Forhandlingsfællesskabet går derfor ind i overenskomstforhandlingerne med hele 11 overordnede temaer med konkrete forslag til forbedringer – se nederst i artiklen. 

- Vi siger – måske lidt kækt – at vi ikke anerkender, at der kun er plads til et magert resultat økonomisk. Vi går ind i forhandlingerne med kampgejst, sagde Mona Striib.

Flere 3F-fingeraftryk

Hos 3F er der omkring 34.000 medarbejdere i kommuner og regioner, der skal have fornyet deres løn- og arbejdsvilkår pr. 1. april 2021. Det er her, de “gamle” overenskomster løber ud.

Formanden for den offentlige gruppe, Lydia Callesen, er 3F’s topforhandler, og også hun går ind i forhandlingerne, som “var de helt normale”.

- I mit hoved er det dén vej, vi går: En helt almindelig overenskomstforhandling, hvor vi fremlægger alle de ønsker og krav, som vores medlemmer har. Det kigger jeg ind i, trods covid-19.

Og hun kan se 3F’s fingeraftryk på flere af de krav, Forhandlingsfællesskabet tirsdag har udtaget, og som nu skal oversendes til arbejdsgiverne:

- Lønnen fylder som altid rigtigt meget. Det er der, hovedvægten ligger, oplyser Lydia Callesen.

- Men så er der også et krav om forbedrede muligheder for de medarbejdere, der er timelønnede. Det er et problem, vi støder meget på blandt 3F’erne – at de har ganske få timer eller simpelthen nul-timers kontrakter. Det er vigtigt for os at finde en vej til færre af den slags ansættelser, siger Lydia Callesen.

Smid kompetencer efter medarbejderne

Hun fremhæver også kravet om at føre projektet “Fra ufaglært til faglært” videre. Det handler om, at ufaglærte og kortuddannede i kommuner og regioner kan søge om at få en faglært uddannelse uden at opleve, at de går ned i løn, mens de uddanner sig.

- Det er også et krav, der står 3F på. For det gør det så meget nemmere for de offentlige arbejdsgivere at få smidt nogle kompetencer efter medarbejderne, siger Lydia Callesen.

3F står også bag det fælles krav om ret til uddannelse i opsigelsesperioden.

- Det er et krav, der er rigtigt vigtigt for mange 3F’ere. Vi oplever, at mange jobs forsvinder, men hvad skal medarbejderne så, hvis de ikke har fået uddannelse i rigtigt mange år? Den udfordring skal vi tage op, siger Lydia Callesen.

Og så skal der yderligere gang i de to projekter, der blev åbnet op for ved overenskomstforhandlingerne i 2018: Nemlig lavtlønsprojektet og ligelønsprojektet.

- Her handler det om at videreføre de projekter, vi fik taget hul på sidst, så vi får løftet de grupper, der lønmæssigt halter bagefter – typisk kvindedominerede fag. For 3F’erne handler det blandt andet om rengørings- og serviceassistenter, siger Lydia Callesen.

Det er vigtige faggrupper

Generelt har 3F’s topforhandler en forventning om, at der – trods corona og økonomisk usikkerhed – bliver kastet en solid, økonomisk sum penge efter de offentlige ansatte ved de kommende forhandlinger:

- Rigtigt mange faggrupper i det offentlige var jo på arbejde under corona-nedlukningen. Vi så – til min store glæde – et øget fokus på rengøring og hygiejne. Men også hele forsyningsområdet og sågar genbrugspladserne har jo vist sig at være kritiske funktioner, der har kørt og fungeret upåklageligt under corona-nedlukningen, siger Lydia Callesen og tilføjer:

- Det er vigtige faggrupper, der udfører vigtig service for borgerne, og det, har jeg da en forventning om, bliver honoreret ved overenskomstforhandlingerne, siger 3F’s chefforhandler.

Repræsentanter fra Forhandlingsfællesskabet og repræsentanter for kommuner og regioner mødes første gang til det indledende forhandlingsmøde 18. december.

De egentlige forhandlinger om de nye løn- og arbejdsvilkår går dog først i gang efter nytår.