OBS: Du er nu offline

Offentlige overenskomster:  Ja, der bliver forhandlinger næste år

Det har været i spil, at de offentlige overenskomstforhandlinger skulle udskydes på grund af corona. Men nu har de offentligt ansatte besluttet sig for at forhandle løn- og arbejdsvilkår med arbejdsgiverne i 2021, helt som oprindeligt planlagt.

Der bliver også forhandlinger om de offentliges løn- og arbejdsvilkår næste år. Sidst var i 2018, hvor forhandlingerne endte i forligsen.  (
	Arkiv / Mads Claus Rasmussen /  Ritzau/Scanpix)
Der bliver også forhandlinger om de offentliges løn- og arbejdsvilkår næste år. Sidst var i 2018, hvor forhandlingerne endte i forligsen. ( Arkiv / Mads Claus Rasmussen / Ritzau/Scanpix)
Af 
 

Selvom corona-epidemien har udskudt mange begivenheder, får den alligevel ikke lov til at spænde ben for de forhandlinger om 800.000 offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår, som skal foregå næste år.

Efter måneders vurderinger og analyser er de ansattes sammenslutning, Forhandlingsfællesskabet, nemlig nået til den konklusion, at man ikke ønsker at forlænge de nuværende overenskomster. I stedet går forbundene ind i forhandlingerne med arbejdsgiverne næste år. Helt som oprindeligt planlagt.

- Konklusionen i Forhandlingsfællesskabet er, at vi går i gang med overenskomstforberedelserne til næste år nu. Det bliver lettere forsinket, men vi glæder os, lyder det fra den offentlige gruppeformand i 3F, Lydia Callesen.

Flere forbund i Forhandlingsfællesskabet havde ellers talt for at skyde forhandlingerne til 2022. Netop fordi corona gør, at vi går en usikker og uforudsigelig fremtid i møde. Men nu bliver alt altså, som det plejer.

Svære forhandlinger i udsigt

I 3F er der cirka 35.000 offentligt ansatte, der næste år skal have nye overenskomster.

Trods den fælles beslutning i Forhandlingsfællesskabet lægger Lydia Callesen ikke skjul på, at coronaen har lagt en skygge over forhandlingerne.

- Vi kommer til at stå i en svær situation. Det bliver svære forhandlinger i lyset af corona. Men vi må få det bedste ud af det og kæmpe for en god økonomisk løsning for vores medlemmer, siger Lydia Callesen.

Løbende hen over foråret har Forhandlingsfællesskabet, der forhandler for over 550.000 af de offentligt ansatte, drøftet internt, om der kunne være god musik i at lade overenskomsterne, der løber ud næste år, køre et år til.

Argumenter for og imod er blevet vejet, og på et møde torsdag sidst på eftermiddagen blev man enige om, at man bevæger sig i fælles trav mod forhandlinger næste år.

Det vil sige, at man nu skal have hentet idéer til overenskomstønsker ind fra medlemmerne for at finde ud af, hvilke forbedringer man skal gå efter næste år.

Ønsker indtil 10. juli

I 3F er der sat en deadline 10. juli, hvor medlemmerne via de lokale 3F-afdelinger skal komme med ønsker.

- Det afgørende er, at vi står sammen og får presset de offentlige arbejdsgivere til en fornuftig økonomisk ramme. Der er krise, men også i krisetider skal vi kunne skabe forbedringer for vores medlemmer, siger Lydia Callesen, der står i spidsen for 3F’s forhandlinger.

Det var midt under corona-nedlukningen i år, at de cirka 600.000 privatansatte fik forhandlet de nye løn- og arbejdsforhold endeligt på plads – og stemte ja til aftalerne. De gælder tre år, og det gør de offentlige overenskomster typisk også. Sidst, de ansatte i det offentlige fik nye overenskomster, var i 2018.