OBS: Du er nu offline

OK21:  Fusion af overenskomster er faldet til jorden

Rengørings- og serviceassistenter og portører skal heller ikke fremover have samme overenskomst. Der var ellers udsigt til en såkaldt sammenskrivning, men 3F har trukket sig, da for mange skævheder ville gå med over.

En sammenskrivning af fem overenskomster på det regionale område bliver ikke til noget alligevel. (
	Robert Wengler)
En sammenskrivning af fem overenskomster på det regionale område bliver ikke til noget alligevel. ( Robert Wengler)
Af 
 

Skævheder mellem faggrupper og køn ville blive fastholdt, og nogle af de lavtlønnede ville slet ikke få en lønstigning.

Det er hovedårsagen til, at 3F torsdag sagde nej til at fortsætte de forhandlinger, der har været i gang i ugevis om at skrive fem overenskomster sammen. Det er overenskomster, der bestemmer løn- og arbejdsforhold for blandt andre portører, husassistenter og service- og rengøringsassistenter på landets sygehuse.

Selvom de offentlige overenskomstforhandlinger overordnet set er i mål, er den proces, der handler om at forhandle de enkelte overenskomster for de enkelte faggrupper, ikke færdig endnu.

Fejl og skævheder 

Og torsdag trak 3F så stikket i de forhandlinger, der handlede om at sammenskrive fem overenskomster, som 3F og FOA har med Danske Regioner.

- Vi er desværre ikke kommet i mål med opgaven på en måde, som vi synes er fair og fremtidssikret, siger Lydia Callesen, der er formand for 3F’s Offentlige Gruppe.

Hun siger, at den skitse, der har ligget på forhandlingsbordet, ville gentage skævheden og fejlen fra andre områder på det offentlige arbejdsmarked. En skævhed, der handler om, at traditionelle kvindefag ikke sikres en lige og tilsvarende lønmæssig indplacering sammenlignet med andre faggrupper.

- Der ville blive en skævvridning, og nogle grupper ville slet ikke få gavn af det. Jeg mener, at når man laver en sammenskrivning, så starter man på noget nyt. Så skal man ikke hive noget med ind, som betyder, at vi har en ulighed, som vi skal døje med mange år efter. Og det ville være tilfældet hér, siger Lydia Callesen.

Forhandlinger fortsætter

I FOA er man skuffet over, at det ikke er endt med en sammenskrivning.

- Det er en spildt chance, siger Torben Hollmann, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA til fagbladetfoa.dk.

Sammenskrivningen af de fem overenskomster var oprindeligt et arbejdsgiverkrav fra Danske Regioner. Det var en præmis for at udløse en pulje på 10,8 millioner kroner, som blandt andet skulle gå til et nyt lønforløb.

Forhandlingerne på de enkelte overenskomstområder fortsætter dog. Udgangspunktet er nu bare ikke længere puljen, men en økonomisk ramme på 0,45 procent, som er afsat til organisationsforhandlingerne.