OBS: Du er nu offline

Mange arbejder uden løn i Zimbabwe

Ansatte bliver i deres job, selv om lønnen er forsinket i månedsvis. Der er intet alternativ.
Anne Magumeni og Phillip Bhasera har måtte arbejde i flere måneder uden løn. Alligevel holder de fast i deres job.
Anne Magumeni og Phillip Bhasera har måtte arbejde i flere måneder uden løn. Alligevel holder de fast i deres job.
Af Ulrik Gade Husted

For en arbejder i Danmark ville det være utænkeligt ikke at få udbetalt løn og alligevel fortsætte med trofast at møde på arbejde. I Zimbabwe er situationen en anden. Med en af de højeste andele af arbejdsløse i verden, er mange i Zimbabwe tilfredse med blot at have et arbejde.

Phillip Bhasera, der er ansat i et murerfirma, udtrykker sit forhold til sin arbejdsplads således:

- Jeg har et godt forhold til min arbejdsgiver. Jeg har jo et job!

Forsinket løn er en katastrofe

I løbet af de seneste to år er Phillips arbejdsplads gået fra 70 medarbejdere til 15. Ingen af arbejderne har fået løn i de seneste 5 måneder, men de møder alligevel på arbejde. Firmaet siger, at de ikke har penge til lønnen, men alternativet for Phillip er at ende i arbejdsløshed som hans 55 tidligere kolleger. Så hellere blive og håbe på at lønnen kommer på et tidspunkt. Ved siden af arbejdet tager Phillip forskellige småjobs under elendige vilkår for at sikre en minimumsindkomst. Heller ikke her kan han være sikker på betaling. Det er derfor svært bare at betale de faste udgifter.

- De forsinkede lønudbetalinger er en katastrofe for vores medlemmer. Det er et fænomen, som flere og flere desværre oplever. Vi forsøger at tage ud på arbejdspladser og hjælpe vores medlemmer med at presse arbejdsgiverne til at betale lønninger, men måneden efter, er problemet det samme igen, fortæller Morgan Mazarura, Organisationssekretær i byggeforbundet ZCATWU.

Halvdelen af kollegerne er fyret

Sammen med Phillip, møder vi Anne Magumeni, som siden 2010 kun har fået udbetalt halvdelen af sin løn for veludført arbejde.

- Arbejdsstyrken på min arbejdsplads er blevet halveret i den samme periode. Jeg klarer mig, fordi min mand også har et arbejde, men det er ikke nemt at få hverdagen til at hænge sammen, forklarer hun

Phillip og Anne møder 3F til en uges uddannelse, arrangeret af ZCATWU. De er godt tilfredse med deres udbytte af uddannelsen og ser mange fordele ved at være medlemmer af ZCATWU:

- Vi lærer om vores rettigheder, som vi efterfølgende kan fortælle videre til vores kolleger. Vi ved, hvordan vi kan blive bedre til at organisere os på arbejdspladsen og stå sammen, når arbejdsgiveren ikke følger reglerne, fortæller de. Dog er det meget svært i landets nuværende håbløse økonomiske og urolige politiske situation. Tusinder af indbyggere har været på gaden de seneste måneder for at kræve forandringer.