OBS: Du er nu offline

Colombia:  Mord truer fredsproces

To fagforeningsfolk er myrdet på en uge, mens over 150 sociale ledere er dræbt siden sidste år. Det truer fredsprocessen i det sydamerikanske land.

Alberto Román Acosto González var en lokal leder af sukkerarbejdernes fagforening. Han blev myrdet lørdag 1. juli.
Alberto Román Acosto González var en lokal leder af sukkerarbejdernes fagforening. Han blev myrdet lørdag 1. juli.
Af 
 

Endnu en gang er faglige ledere blevet myrdet i Colombia. Alberto Román Acosto González, formand for landarbejdernes fagforening, Sintrainagro, i Valle de Cauca blev dræbt lørdag 1. juli.

Han blev ramt flere gange af skud, da han så sin søn spille fodbold på et lokalt stadion. Alberto González var kendt for at organisere de løst ansatte sukkerarbejdere i området.

Fagforbundet Sintrainagro har været en skarp kritiker af frihandelsaftalen mellem USA og Colombia, der beskyldes for at forringe sukkerarbejdernes vilkår, og forbundet har spillet en aktiv rolle i fredsprocessen mellem Colombias regering og guerillaen.

Ugen forinden skød og dræbte ukendte gerningsmænd en anden faglig leder, Nauricio Fernando Veléz, fra universitetspersonalets fagforening, Sintraunal, på universitetet Valle i Cauca. 

156 ledere myrdet

IUF og de ramte fagforeninger har fordømt mordene og kræver, at regeringen opklarer dem og beskytter fagforeningsfolk og andre rettighedsforkæmpere. Organisationen Banana Link mener, at Colombias regering nu er nødt til at reagere.

- Sammen med mange andre NGO’er skrev vi til regeringen tidligere i år efter et mordforsøg på en anden leder fra Sintrainagro. Regeringen har ikke givet et konkret svar eller forslag til handling, siger Paul Lievens fra Banana Link. Også 3F ovevejer reaktioner.

Mindst 156 sociale og faglige ledere myrdet mellem januar 2016 og marts 2017 ifølge tal fra Colombias regering. Den 27-årige Eugenio Rentería Martínez, der blev myrdet i byen Chocó i sidste uge, er endnu et tragisk nummer i rækken. Han var en af lederne af en lokal folkestrejke, der havde tvunget regeringen til aftaler om bedre vilkår for områdets fattige, hovedsageligt sorte befolkning og protesteret mod korruption.

Mord truer tro på fred

De fortsat voldelige overgreb udgør en voksende trussel mod fredsprocessen i landet.

Oprørsbevægelsen FARC har gennem de seneste måneder afleveret næsten alle deres våben til FN, men der findes stadig bevæbnede paramilitære grupper og narkobander, der er klar til at kræve magt over lokalområder uden indblanding fra folkelige bevægelser, demokratisk valgte politikere eller fagforeninger.

- Troen på fredelige og demokratiske midler risikerer at blive svækket, hver gang en faglig eller social leder bliver dræbt. Tillidsfolk er nødt til at benytte bodyguards og pansrede køretøjer, blot fordi de repræsenterer deres kolleger. Selv om fredsprocessen er i gang, er der stadig masser af våben og en voldelig kultur, som man også så det i Mellemamerika, da borgerkrigene sluttede i 90erne, siger Jesper Nielsen, leder af 3F International.

3F er netop gået i gang med direkte samarbejde i landbrugssektoren og transportsektoren i Colombia gennem et seks måneders pilotprojekt. Partnerne er transportforbundet SNTT og landarbejderforbundet Sintrainagro, hvor den myrdede Alberto González var aktiv. 3F skal blandt andet støtte fagligt tillidsvalgte til at finde deres rolle i fredsprocessen.