Debat: Hvad betyder frihandel for faglige rettigheder?
Kom til konference om frihandel og faglige rettigheder om mød aktive fra Colombia og Guatemala.
Havnearbejdere i Honduras er blandt dem, der bør beskyttes under EU's frihandelsaftaler. (Foto: Søren Zeuth)
Da EU i 2013 indgik handelsaftaler med Mellemamerika samt Colombia og Peru, var arbejdernes grundlæggende rettighederne en del af aftalerne.
I lande som Colombia, Honduras og Guatemala krænkes arbejderens menneskerettigheder i stor stil, så kravet om internationale konventioner stod højt på listen fra lønmodtagernes side.
Men hvordan går det med friheden til at organisere sig i fagforeninger og forhandle kollektivt i de lande, vi deler frihandel med? Giver frihandelsaftalerne fagbevægelsen nye redskaber eller undermineres rettighederne.
Det er emnet for den konference, som 3F International afholder lørdag den 26. september i Horsens.
Besøg fra Colombia og Guatemala
På konferencen vil der være indlæg fra blandt andre Jens Erik Ohrt fra ILO's styrelse, Ole Christensen, MEP for S og Erick Oliva fra fagforeningen i Coca Cola i Zacapa, Guatemala.
- Fagbevægelsens indsats i Latinamerika begrænses af den grove undertrykkelse af rettighederne – både på arbejdspladserne og i samfundet. Specielt i Colombia, Honduras og Guatemala er denne undertrykkelse kynisk og ofte forbundet med vold, siger Jesper Nielsen, rådgiver i 3F International.
Mødet er en del af en kampagne, hvor 3F International det kommende år vil sætte fokus på faglige rettigheder og frihandel i Syd- og Mellemamerika.
- Mange hundrede fagforeningsfolk er blevet myrdet, uden at morderne fanges og straffes. Andre fyres og sortlistes. Hvad nytter frihederne på papiret hvis denne svøbe får lov at fortætte? Det vil 3F gerne sætte fokus på, forklarer Jesper Nielsen.
Over 100 myrdet på fire år
I Colombia er 105 fagligt aktive blevet slået ihjel de seneste fire år, ifølge landets nationale uddannelse for fagforeninger. I den samme periode, har USA og Colombia arbejdet med en såkaldt action plan, der skulle styrke faglige rettigheder under frihandelsaftalen mellem de to lande.
I Guatemala er mindst 74 fagforeningsfolk blevet myrdet siden 2004 - uden at de ansvarlige er blevet stillet til ansvar.
3F har samarbejdet med fagforeninger i Latinamerika igennem 30 år og støttet med rådgivning i en lang række lande. I dag er der fokus på de fire fattigste lande: Guatemala, Honduras, Nicaragua og Bolivia. 3F's program under Danida sker i samarbejde med forbund inden for inden for landbrug, industri, byggeri og transport. Formålet er at udvikle fagbevægelsens kapacitet til at skaffe resultater for medlemmerne og derved forbedre deres leve- og arbejdsvilkår.
For at deltage i konferencen, skal man tilmelde sig senest den 21. september hos 3F i Horsens.