Khaing Zar og Gladys Rojas er to kvinder fra hver deres del af verden - Myanmar og Honduras. Men de har det tilfælles, at arbejderes og kvinders rettigheder er noget, man må kæmpe hårdt for.
Begge er faglige ledere og tidligere tekstilarbejdere, der samarbejder med 3F om at udvikle arbejdernes organisationer. De mødes til 3F’s solidaritetskonference i København i slutningen af november og udveksler erfaringer.
Gladys Rojas kommer fra fagforeningen SITRASOACON.
Den er med i et netværk af 27 fagforeninger i landets eksportzoner. 57% af medlemmerne er kvinder.
- Vores erfaring er, at det er ekstremt vigtigt at uddanne og træne kvinder, så de bliver styrket både individuelt og kollektivt. Det kan være med til at give dem en vilje og en tro på, at de kan forandre ting - også som faglige ledere, siger Gladys Rojas.
- Ja, det er rigtigt, udbryder Khaing Zar, der sidder i bestyrelsen af landsorganisationen CTUM i Myanmar.
- Da jeg lærte fagforeningen at kende, slog det mig, at 90% var kvinder - men formændene og medlemmerne af ledelsen var altid mænd. Kvinderne tog ikke rollen som ledere. Jeg spurgte folk, hvorfor de ikke stolede på kvinderne, og fik det svar, at de mente, at mænd var bedre ledere!
Mændene sætter dagsordenen
- Kvinderne tænker ofte: Hvem skal tage sig af mine børn, hvis jeg involverer mig i det faglige arbejde? Og hvad vil min mand sige? indskyder Gladys.
- Ja, det er svært for mange kvinder. Men hvis vi ikke gør det, udnytter vi ikke den store kapacitet, kvinderne repræsenterer. Det er heldigvis ikke, fordi der ikke er fagligt aktive kvinder. Men mange har en stor frygt for at blive fyret, siger Zar.
- Problemet er, at det er deres mænd, der sætter dagsordenen. Vi oplever, at de fagligt aktive kvinder får at vide af deres ægtefæller, at de kun må tage til faglige møder, hvis de tager børnene med - eller en videotelefon, så manden kan holde øje med, hvad der foregår, siger Gladys Rojas.
Andre faglige ledere mener, at kun enlige kvinder uden børn bør deltage i arbejdet.
Et andet stort problem, både i Honduras og Myanmar, er den manglende ret til at organisere sig.
I Honduras var der et militærkup i 2009, og landet har siden været præget af politisk undertrykkelse og bandekriminalitet, der har fået tusinder til at begive sig mod USA, blandt andet i store karavaner.
Her er 5% af arbejderne organiserede, dog 35% i eksportzonerne.
I Myanmar var fagforeninger ulovlige indtil 2012, og organiseringsgraden er stadig et stykke under 1%. Industriarbejderforbundet, som Zar kommer fra, har 14.800 medlemmer.
- På papiret er det let at danne en fagforening, men dem, der organiserer sig, bliver ofte fyret. Hvis arbejdsgiveren bliver dømt, koster det kun 700 dollars. Man betaler bare, men respekterer i øvrigt ikke kendelsen, fortæller Khaing Zar. CTUM arbejder lige nu på at få bødestørrelsen sat op.
Bøder blev mangedoblet
I Honduras har man haft en lignende problematik.
- Præcis det samme skete i vores land før i tiden. Det var især koreanske arbejdsgivere, der skabte problemer - ikke at jeg har noget imod asiater, skynder Gladys Rojas sig at tilføje.
- Med en ny lov om arbejdsret er bøden sat op fra 250 dollars til et maksimum af 250.000 dollar. Det skete, blandt andet efter at vi i fagbevægelsen klagede til et nævn under frihandelsaftalen CAFTA, fortæller hun.
Direkte kontakt til multinationale selskaber
Khaing Zar noterer sig metoden og forklarer, at man til gengæld har erfaring med at påvirke multinationale brands i Myanmar.
- Når der opstår konflikter på fabrikkerne, går vi ofte direkte til de brands, der køber varerne og til det globale forbund IndustriALL. De kan presse fabrikken til at genansætte fagligt aktive, der er blevet uretmæssigt fyret, siger hun.
Gennem industriforbundet arbejder hun sammen med Bestseller, 3F, Dansk Initiativ for Etisk Handel og Aalborg Universitet i et projekt. I et andet program er en af partnerne H&M.