3F’s mellemamerikanske regionalkontor i Managua, Nicaragua, befinder sig midt i dramatiske begivenheder.
Landet er præget af uro, skyderier og sammenstød mellem grupper, der protesterer mod landets regering på den ene side og politi og militær på den anden.
3F har derfor set sig nødsaget til midlertidigt at standse støtten til partnerne i Nicaragua, da situationen ikke giver mulighed for at gennemføre de planlagte aktiviteter.
Ligesom mange andre arbejdstagere i landet kan 3F’s ansatte ikke møde frem hver dag. Flere gange har regionalkoordinator Jørgen Hovgård måttet aflyse fremmøde, fordi det har været for risikabelt at bevæge sig ud på gader og stræder, eller fordi vejspærringer har gjort det umuligt at nå frem.
En af 3F’s ansatte og hans familie blev mandag udsat for et groft væbnet røveri af maskerede mænd og blev frarøvet alt i hjemmet.
Der er langt over 200 dræbte ved sammenstød mellem politi, maskerede væbnede grupper og oprørere. Det har sat en tyk streg under alvoren. Skyderier om natten har øget utrygheden.
Vejspærringer har ført til lukninger af arbejdspladser, fyringer af tusindvis af arbejdere, nedsmeltning af turistsektoren, tilbageholdelse af chauffører, forsinkede råvarer og blokering af transporten mellem Nicaragua og nabolandene. Løses situationen ikke hurtigt, kan det tage år at genoprette tabet.
Kort nyt: To nye ansigter i 3F International
3F International har fra 1. maj ansat to nye medarbejdere:
Cæcilie Mikkelsen er begyndt som international rådgiver i et vikariat for Jonas Devantier og vil fra september vikariere for Lea Rype Stavre Bohr. Anne-Sofie Hempler Balle er fra 1. juni ny international økonomikoordinator.
Cæcilie har tidligere arbejdet med oprindelige folks rettigheder for organisationen IWGIA og vil desuden fungere som informationskoordinator. Anne-Sofie har arbejdet ved Institut for Menneskerettigheder. Varmt velkommen på holdet.
Sæt kryds i kalenderen: Stor konference om verdensmål
Oplev blandt andre ILO’s generalsekretær Guy Ryder og udviklingsminister Ulla Tørnæs og fagforeningsfolk fra Honduras, Zambia, Sydafrika, Kenya og Myanmar.
Dansk Industri, Ulandssekretariatet og 3F afholder den 20. november en stor konference om FN’s ottende verdensmål: Bæredygtig vækst og ordentlige jobs. Det sker i Industriens Hus kl. 9-17.
Fattigdom, ulighed og brud på menneskerettigheder er nogle af de største udfordringer i verden. Konsekvenserne er ustabile samfund, flygtningestrømme og ungdomsarbejdsløshed.
Formålet med konferencen er at oplyse og skabe debat om, hvordan vi bedst muligt bruger erfaringer og kompetencer fra det danske arbejdsmarked til at opnå holdbare løsninger i udviklingslandene.
Konferencen henvender sig til repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter i Danmark, civilsamfunds-organisationer, det udviklingspolitiske miljø, danske virksomheder, der kan bidrage til opnåelse af verdensmålene, samt andre, der ønsker en større forståelse for dansk udviklingsarbejde i praksis.
Ulandssekretariatet, 3F og DI er gået sammen i en strategisk partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet med det formål at styrke arbejdsmarkederne i udviklingslandene og bidrage til ordentlige jobs og bæredygtig vækst. I praksis sker det gennem et tæt samarbejde med lokale partner-organisationer i over 30 lande.