Nepal:
Fagbevægelsen klager til ILO over angreb på strejkeret
To nye love spænder ben for retten til at nedlægge arbejdet i det bjergrige land.
Nepals arbejdere har kæmpet hårdt for deres basale rettigheder siden en folkelig opstand i 2006 mod landets Kong Gyanendra
Den samlede fagbevægelse i Nepal har sendt en klage til FN’s arbejdsorganisation, ILO, over, at landets maoistiske regering angriber strejkeretten. Det sker via forbundenes koordineringsorgan, JTUCC.
Med to nye love - en ændring af loven om industrivirksomheder og en ny lov om særlige økonomiske zoner - er strejkeretten truet, mener fagbevægelsen.
Loven forbyder strejker og protester i Nepals særlige økonomiske zoner. Samtidig fjernes den hidtidige mulighed for at standse arbejdet uden at miste løn, hvis arbejdsstandsningen er lovlig. Det sker med ændringen af Loven om industrivirksomheder.
Politikere kritiserer strejkende
De særlige økonomiske zoner er områder for eksportproduktion med specielt favorable vilkår. Den første blev åbnet i 2014, og der er 14 flere på tegnebrættet. De tiltrækker blandt andet interesse fra kinesiske virksomheder. Flere politiske partier har anklaget strejkende arbejdere for at skræmme potentielle investorer væk fra zonerne.
Ud over at forbyde strejker og protester, tildeler den nye lov virksomheder i zonerne skattefrihed i 5-10 år og generel toldfrihed.
Lovændringerne vil vanskeliggøre fagbevægelsens arbejde fremover. Nepals fagforeninger har ellers presset på for at få vedtaget en ny arbejdsmarkedslov med flere rettigheder til landets arbejdere og en lov om social sikring, som længe har ligget klar til endelig vedtagelse.
Kræver international handling
- Retten til at protestere er en arbejdstagerret, og lovgivning imod arbejdstagerrettigheder bør afvises, sagde landsorganisationen GEFONT’s formand, Bishnu Rimal, til et protestmøde om de nye love.
- Arbejdsgiverne fører en kampagne under sloganet ”Ingen løn uden arbejde”, men vi siger - ”Intet arbejde uden løn”, forklarer Bishnu Rimal.
I klagen opfordrer fagbevægelsens fælles koordineringskomité, JTUCC, FN-organet ILO til:
- At kræve de paragraffer, der begrænser arbejdstagerrettighederne, fjernet fra loven om industrivirksomheder.
- At bede regeringen fjerne et lovafsnit, som gør det muligt at sætte strejkeretten ud af kraft, ved at erklære et arbejde for samfundsnødvendigt.
- At revidere alle dele af Nepals lovgivning, der strider mod ILO’s grundlæggende konventioner og Nepals egen nye grundlov.
- At tage passende forholdsregler over for Nepals regering for at sikre faglige rettigheder og konsultation af fagbevægelsen, når arbejdsmarkedsreglerne ændres.