Sri Lanka
Arbejdsdeling og hjælpepakker sikrer arbejdere
Corona-krisen er en bombe under leveforholdene for ansatte i eksportindustrien. Fagbevægelsen har satset på trepartsaftaler efter dansk forbillede.
Fabriksarbejdere i Sri Lanka demonstrerer for ordenede forhold.
I Sri Lanka skal en særlig treparts-task force rådgive regeringen om at sikre løn og arbejde til industriarbejdere under corona-krisen.
3F’s partner, FTZ-GSEU er en del af denne task force, som i maj nåede frem til en aftale om en arbejdsdeling, der skal beskytte de ansatte mod fyring og sikre fysisk afstand. Hjemsendte får 50% af deres normale løn – dog min. 16.500 rupees (svarer til 566 kroner) .
- I betragtning af den vanskelige COVID-19 situation, er denne treparts-aftale et instrument til at sikre arbejdernes interesser, sagde Anton Marcus generalsekretær i FTZ-GSEU.
6 ud af 10 kan miste jobbet
Corona-krisen har efterladt tusinder uden indkomst. 30.000 har allerede mistet deres job.
I alt forventes 60% af arbejdernei Sri Lankas eksportsektor at miste deres job som følge af corona-krisen.
Forbundet kæmper derfor for, at parlamentet vedtager en hjælpepakke for landets udsatte arbejdere:
- støtte til arbejdsløse og ledige på efteruddannelse på min. 520 kroner om måneden.
- en pension på samme niveau.
- en social fond, som skal betales ved at droppe skattefritagelser og -fradrag for eksportinvesteringer.
Dansk trepartsaftale gik verden rundt
Da den danske regering og arbejdsmarkedets i marts indgik en trepartsaftale, der skulle hjælpe med at beskytte arbejdspladser under krisen, fik det ikke kun betydning for danske arbejdere og virksomheder.
Trepartsaftalen tjente også som inspiration for fagforbund i fjerne dele af verden. For selv om der ikke er samme muligheder for støtte og lønkompensation i verdens fattigste lande, var den sociale dialog et nyttigt redskab.
I lande som Kenya, Tunesien, Myanmar og Filippinerne har fagbevægelsen brugt erfaringerne fra Danmark i dialog med arbejdsgivere og regering, ligesom der er indgået trepartsaftaler i Sri Lanka under corona-krisen.