OBS: Du er nu offline

Strejke  Tesla under pres

Fagbevægelsens konflikt med Tesla i Norden handler ikke kun om overenskomster i Sverige. Det er et principielt livtag med endnu en tech-milliardær, der ikke ønsker fagforeninger.

Tesla er lige ramt af strejke i Sverige, Danmark, Norge og Finland.
 (
			Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix	)
Tesla er lige ramt af strejke i Sverige, Danmark, Norge og Finland. ( Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix )

Den 20. december trådte den danske sympati-konflikt over for Tesla i kraft.

Det betyder, at danske havnearbejdere og chauffører ikke transporterer de elektriske Tesla-biler til Sverige – i sympati med svenskernes krav om en overenskomst.

Den danske konflikt er det seneste skridt i den kamp, fagbevægelsen i Norden har taget op med Tesla og ejeren Elon Musk for at sikre ordnede forhold i en koncern, der endnu ikke er dækket af overenskomster nogen steder i verden.

Det begyndte i slutningen af oktober, da IF Metall varslede konflikt med Tesla for at få overenskomst på bilproducentens svenske værksteder. 

Siden har strejken bredt sig til flere faggrupper i det svenske: Postarbejdere leverer ikke længere reservedele eller nummerplader, rengøringsmedarbejdere gør ikke rent, og skraldefolk henter ikke affald, ligesom elektrikere siger nej til at reparere ladestandere. De får desuden støtte fra transportarbejdere i Norge og Finland og altså Danmark. Den voksende konflikt fik i begyndelsen af december Pension Danmark - der bl.a. dækker 3F'eres pensioner – til at sælge sine aktier i den omstridte virksomhed.

Uenig med idéen om fagforeninger

Teslas amerikanske ejer, rigmanden Elon Musk, har reageret på hele affæren ved at kalde strejken for ”vanvid” på det sociale medie, X, som han er ejer af. Musk er nemlig – på linje med flere andre af verdens tech-giganter – meget lidt begejstreret for fagforeninger. Amazons ejer, Jeff Bezoz er et andet eksempel på en rigmand, der insisterer på ikke at tegne overenskomster.

- Jeg er uenig med idéen om fagforeninger. Jeg bryder mig ikke om noget, der skaber en slags herrer og bønder (lords and peasants sort of thing, red.), sagde Musk ved en bogmesse i New York i sidste måned – uden at forklare nærmere hvordan fagforeninger skulle skabe netop det.

Musk har også erklæret, at ”fagforeninger helt naturligt forsøger at skabe negativitet i et firma.”

Dømt i USA

Derfor indgår Tesla – der er en af de store vindere af den globale klima-omstilling - af princip ikke overenskomster for nogen af koncernens 127.000 ansatte. Tværtimod er virksomheden og dens ejer blevet kendt for aktiv bekæmpelse af fagforeninger. 

Elon Musk blev i 2018 dømt ved en føderal domstol i USA for at have truet sine ansatte med, at de kunne miste mulige aktie-optioner, hvis de organiserede sig fagligt.  Samme domstol vurderede, at Tesla på ulovlig vis havde fyret den faglige aktivist Richard Ortiz i 2017 fra selskabets fabrik i Californien. 

I 2022 kunne det amerikanske medie CNBC afsløre, at Tesla siden 2017 havde betalt et PR-firma for at overvåge ansatte fra fabrikken i Californien i en Facebook-gruppe og holde øje med forsøg på at organisere sig. Desuden er Tesla dømt for at forbyde uddeling af fagforenings-materiale ved selskabets fabrikker.

Retten til at organisere sig i fagforeninger og forhandle kollektivt er en universel menneskeret, der fremgår af FN’s menneskerets-erklæring.

Der er i øjeblikket 16 igangværende sager mod Tesla ved den amerikanske arbejdsret for knægtelse af retten til at organisere sig og for modarbejdelse af fagforeninger. 

Bilarbejdernes fagforbund UAW har lagt op til at tage livtag med Tesla i 2024 og øge organiseringen på koncernens fabrikker, efter succesrige konflikter med tre andre bilgiganter i 2023: Ford, General Motors and Stellanti. Her opnåede forbundet lønstigninger på 25% over en periode på 4,5 år. På Tesla-fabrikkerne tjener de ansatte lige nu 30% mindre end på de organiserede fabrikker.

Gratis suppe i Berlin

På Teslas store bilfabrik nær Berlin melder fagforbundet IG Metall om et stigende medlemstal efter offentlig debat om lav løn, dårligt arbejdsmiljø og fyringer på fabrikken. Det har fået fabrikkens ledelse til at invitere de ansatte til gratis ærtesuppe og ”overraskelser” for at fortælle om fagforeningens ”egentlige mål og tvivlsomme metoder,” oplyser IG Metall.

- Tesla-ledelsen forsøger med alle midler at gøre det sværere for os at have kontakt med arbejderne. Men de ansatte kan udmærket se, hvad der foregår. De er trætte af det pres, de oplever og bagvaskelsen mod deres fagforening. Og de kan bestemt ikke spises af med en gratis frokost, siger Dirk Schulze, distriktschef i IG Metall Berlin-Brandenburg-Sachsen. 

3F: Principiel kamp

Der er altså intet, der tyder på en snarlig løsning i konflikten. 3F ser strejken som principiel, forklarer Jan Villadsen, formand for 3F Transport:

- Det en ufattelig vigtig kamp, som vores svenske kolleger har kæmpet i over en måned, og som vi i 3F Transport nu går med i. Solidaritet er grundstenen i fagbevægelsen og strækker sig på tværs af landegrænser. Ved at træde ind i en sympatikonflikt, tager vi de redskaber, som vi har, i brug for at støtte vores svenske kolleger og sikre kollektive overenskomster og retfærdige arbejdsvilkår for lønmodtagerne. Det har vi gjort i over 100 år, og det kan Elon Musk eller nogen anden ikke stå i vejen for, siger Jan Villadsen.