OBS: Du er nu offline

FH ønsker stærkere sanktioner mod Myanmar

Nye angreb på civile får kritikken af militær-regimet til at vokse. 35 blev dræbt juleaften.

Luftfoto viser ødelagte bygninger i det nordvestlige Myanmar i december 2021. Over 580 huse er brændt ned af militæret siden september, ifølge overvågningssatelitter.  (
	AFP/Ritzau Scanpix)
Luftfoto viser ødelagte bygninger i det nordvestlige Myanmar i december 2021. Over 580 huse er brændt ned af militæret siden september, ifølge overvågningssatelitter. ( AFP/Ritzau Scanpix)

Angrebene på civilbefolkningen og fagbevægelsen i Myanmar intensiveres, og det får nu omverden til at reagere.

Juleaften angreb Myanmars militærdiktatur landsbyer i Kayah-staten i den østlige del af landet. Ledere af fagbevægelsen blev tvunget til at søge over grænsefloden til Thailand for at komme i sikkerhed for beskydning og bombardementer. Mindst 35 mennesker blev dræbt, blandt andet under flyangreb. FN's sikkerhedsråd fordømte onsdag kraftigt angrebene på civile. To medarbejdere hos Red Barnet er blandt de dræbte. FN kræver, at regimet standser volden og udtaler støtte til civilbefolkningen og overgang til demokrati. 

I Danmark opfordrer fagbevægelsen til hårdere sanktioner:

- Den internationale støtte er afgørende for, at befolkningens kan tro på en demokratisk fremtid. Vi opfordrer derfor udenrigsminister Jeppe Kofod til, at regeringen tager sagen op i EU og arbejder for at forstærke sanktionerne over for militærstyret Myanmar, sagde Bente Sorgenfrey fra Fagbevægelsens Hovedorganisation kort før angrebet i julen.

Myanmars fagbevægelse opfordrer til sin side til omfattende økonomiske sanktioner mod Myanmar, herunder en opsigelse af EU’s handelsaftale Everything but Arms, der giver Myanmar toldfri adgang til det europæiske marked. 

Netværk i tøjindustrien trækker sig ud

Den internationale organisation, ACT, der er dannet af store tøjfirmaer i samarbejde med den internationale fagbevægelse, har derfor besluttet at indstille sin aktivitet i landet.

ACT - Action, Collaboration, Transformation - er et samarbejde mellem 21 globale tøjfirmaer og fagforbund om at sikre værdige vilkår for tekstilarbejdere gennem overenskomster. Den 15. december besluttede ACT at stoppe arbejdet i Myanmar som konsekvens af de systematiske krænkelser af arbejdernes rettigheder under junta-styret.

"Myanmar har været et ACT prioritetsland siden 2018. I december 2021 tog medlemmerne den svære beslutning at indstille ACT’s aktiviteter i Myanmar. (..) ACT vil evaluere sit potentielle fremtidige engagement, hvis situationen i landet ændrer sig,” lyder det i en udtalelse fra ACT.

ACT-aftalen har blandt andet stået for at lave retningslinjer og redskaber for at sikre organiseringsfrihed og konfliktløsningsmekanismer i Myanmar siden 2019.

Selskaber som H&M, Inditex, Lidl, Esprit og Bestseller er med i ACT. Bestseller meldte sin tilbagetrækning fra landet i april i år.

Fagligt aktive stadig i fængsel

I øjeblikket sidder Thet Hnin Aung, formanden for landets andet store industriforbund, MICS-TUsF, stadig fængslet af juntaen, anklaget for aktiviteter mod militærregimet. Hans retssag genoptages den 30. december, hvorefter den sandsynligvis overdrages til en civil domstol fra militærtribunalet. 

Tre andre medlemmer af forbundet er netop blevet anholdt. Samtidig er det blevet helt umuligt for fagforeninger at arbejde i landet. Det oplyser Khaing Zar, der er formand for 3F's søsterorganisation, IWFM.

Klapjagten på fagligt aktive og menneskeretsforkæmpere og de blodige angreb i landets provinser tvinger mange til at flygte. Ifølge den thailandske regering er næsten 4.000 mennesker flygtet fra Myanmar til Thailand alene de seneste to uger.

Den 22. december havde militærregeringen sat en frist for, at fagforeninger og forbund skulle indlevere lister over faglige ledere og bestyrelsesmedlemmer på lokalt niveau og landsplan. Det var en betingelse for at beholde sin status som anerkendt fagforening. 3F’s partnere nægtede at udlevere navnene.