OBS: Du er nu offline

Honduras: Valg giver håb om social dialog

Arbejderne på palmeolieplantager i Honduras har kæmpet hårdt for bedre vilkår med støtte fra aktive 3F’ere. Nu håber de, at landets nye regering kan få virksomhederne at overholde loven og komme til forhandlingsbordet.

- Arbejdsgiverens største frygt er, at vi står sammen.

Ordene Carla Enamoradas. Hun arbejder med at indsamle palmenødder, som bliver høstet af hendes mandlige kolleger på palmeolieplantagen Agroguay i Honduras – og så sidder hun i fagforeningens bestyrelse på plantagen. 

Arbejdet er hårdt og risikabelt. Firmaet vil ikke prioritere at luge mellem palmerne, så det er nemt at falde i det ujævne terræn, der også gemmer på flere arter af giftige slanger. Er man uheldig at blive bidt, er der hverken serum eller en ambulance til rådighed på plantagen. Og løn under sygdom er der heller ikke adgang til. 

Sæsonarbejderne har endnu ringere vilkår end de øvrige ansatte. Selvom det er mod lovens intention, benytter arbejdsgiveren muligheden for at give de samme arbejdere korttidskontrakter, sæson efter sæson, med færre rettigheder end de fastansatte.

Palmeolie har overhalet bananer

Palmeoliebranchen er i vækst i Honduras, der er verdens ottendestørste producent af palmeolie. Mange tidligere bananplantager er blevet omlagt til palmeolie, blandt andet fordi produktionen kræver færre fast ansatte. Det er landets tredjestørste eksportvare, og den har i år overhalet bananerne. 

Sektoren har ry for at være fagforeningsfjendtlig og tilbyde ringe arbejdsforhold, og det er endnu ikke lykkedes at forhandle en eneste overenskomst for palmeoliearbejdere i Honduras. 

Gang på gang har virksomheden Grupo Jaramar, der ejer plantagen Agroguay således afvist kravet om at forhandle kollektiv overenskomst, selv om loven giver arbejderne ret til det.

De lokale tillidsfolk og fagforeningen STAS har store forhåbninger til, at den mere arbejdervenlige regering, der netop er blevet valgt og et mindre korrupt arbejdsministerium endelig vil begynde at beskytte retten til at organisere sig og forhandle overenskomst. 

De vil selv sætte alle kræfter ind på at forhandle en overenskomst, som kan agere løftestang for organisering af Grupo Jaramars i alt 3800 arbejdere fordelt på 32 plantager. 

- Det vil være en historisk sejr at få overenskomst i palmesektoren, forklarer STAS formanden Tomas Membreño. 

Grupo Jaramar er kendt for fyringer og forfølgelse af fagforeningsmedlemmer og afvisning af kollektive forhandlinger, selv om selskabet er medlem af det etiske initiativ "Roundtable for Sustainable Palm Oil."  

Strejke gav bedre forhold

De organiserede arbejdere på Agroguay er dog allerede nået et godt stykke gennem deres organisering og faglige kampe. Blandt andet har de fået mere løn, fast arbejdstid, og ret til ferie og barselsorlov. Men det krævede også 5 måneders strejke tilbage i 2017, som kun var mulig at gennemføre på grund af et stærkt sammenhold og støtte udefra. Blandt andet fra 3F’s bagland.

- Før vores strejke var det det rene slaveri her på plantagen. Vi havde ingen faste arbejdstider og skulle høste helt op til 300 klaser olienødder om dagen, fortæller en af STAS' medlemmer på Agroguay.

- Nu har vi fået en aftale, hvor vi høster 100 klaser om dagen og kan gå hjem når vi har nået målet. Normalt efter 8 timer. 

Lønnen steg fra 60 til 104 dollars om ugen.

Disse tilkæmpede goder kan dog slettes med et pennestrøg, så længe der ikke er indgået en overenskomst med virksomheden.

 

Artiklen er blevet rettet den 5. januar kl 10.23. I den tidligere version fremgik det, at plantagen Agroguay og selskabet Grupo Jaramar skulle være certificeret af Fairtrade, Rainforest Alliance og UTZ.  Det er ikke korrekt.

Fairtrade International certificerer ikke palmeolie, i modsætning til organisationen Fair Trade USA.

Vi beklager fejlen.