OBS: Du er nu offline

Tvangsarbejde:  VM-vært udnytter migrantarbejdere

Tusindvis af migrantarbejdere i Qatar lever og arbejder stadig under tvangslignende tilstande. Det slår Amnesty International fast i ny rapport.

Tusindvis af arbejderne i Qatar har været nødsaget til at indgå aftaler med deres arbejdsgivere om at droppe sager for et minimalt beløb og en flybillet hjem eller rejse helt uden at få noget. (
	GIUSEPPE CACACE / Ritzau Scanpix)
Tusindvis af arbejderne i Qatar har været nødsaget til at indgå aftaler med deres arbejdsgivere om at droppe sager for et minimalt beløb og en flybillet hjem eller rejse helt uden at få noget. ( GIUSEPPE CACACE / Ritzau Scanpix)
Af 
 

De får ingen løn igennem flere måneder. De har ingen mulighed for at skifte arbejde. De rejser hjem med større gæld, end da de kom. Og det er kun nogle få af de mange elendige forhold, migrantarbejdere i Qatar stadig lever under.

På trods af fine løfter fra Qatars regering og en aftale med International Labour Organization, ILO, om at reformere Qatars regler og love for migrantarbejdere er problemerne stadig meget store. Det slår Amnesty International fast i deres nye rapport “All Work, No Pay”.

- Det, vi har set igennem årtier, er et system, der har udbyttet gæstearbejdere og migranter på det groveste. Tidligere havde de heller ikke engang mulighed for at forlade landet igen uden tilladelse fra arbejdsgiveren. Selvom det er ændret nu, må de stadig ikke skifte job uden tilladelse, siger Trine Christensen, generalsekretær for Amnesty International i Danmark.

Tomme løfter

Nogle af Qatars løfter går ud på, at der er oprettet en klageinstans, hvor gæstearbejderne kan tage deres sag op inden for seks uger og en fond, der kan udbetale manglende løn.

Klageinstansen har til gengæld så mange henvendelser, at der er ventetid på sagerne i op til otte måneder. Alene sidste år modtog klageinstansen 6.000 henvendelser. I mellemtiden bor gæstearbejderne i lejre, hvor der hverken er mad eller rindende vand.

Reformerne fra Qatars side er ifølge Trine Christensen et skridt fremad, men det er slet ikke nok. For det er ikke alle løfterne, der på nogen måde er blevet overholdt endnu.

- Det helt afgørende er, at man fortsætter med at holde øje med, om løfterne bliver overholdt. Det eneste, vi står med lige nu, er en flot vinduespynt. Migrantarbejderne bliver stadig behandlet så dårligt, at det må betegnes som tvangsarbejde, siger Trine Christensen.

Må rejse hjem uden løn

Tusindvis af arbejderne i Qatar har været nødsaget til at indgå aftaler med deres arbejdsgivere om at droppe sagen for et minimalt beløb og en flybillet hjem eller rejse helt uden at få noget. Ifølge rapporten har de fleste ikke økonomien til at blive i landet og vente på, at deres sag bliver færdigbehandlet.

Størstedelen har ikke engang råd til transport hen til retssalen. Det, er Martin Hvidt, ph.d. og lektor ved Centor for Mellemøststudier ved SDU, ikke i tvivl om, er helt uacceptabelt.

- En ting er, at der står på papir, at du har bedre forhold nu, men hvis arbejdsgiveren venter flere måneder med at betale penge til en arbejder, der har vundet en retssag, så er arbejderen jo væk igen. Det er en umoderne lovgivning, der på ingen måder lever op til de krav, vi stiller til et retssamfund, siger han.

“Ulven vogter fårene”

Ifølge Amnesty International er der omkring 2,3 millioner migrantarbejdere i Qatar. Et land med et befolkningstal på cirka 2,6 millioner, migrantarbejdere inkluderet.

- Qatar er den værste af Golfstaterne i forhold til migrantarbejderne. Det er i hvert fald der, vi har størstedelen af de værste historier fra. Forholdene kan være meget lidt humane, men migrantarbejderne er der, fordi de alligevel tjener bedre i Qatar end eksempelvis hjemme i Nepal, siger Martin Hvidt, lektor ved Center for Mellemøststudier ved SDU.

- Arbejdsforholdene er generelt dårlige for migrantarbejderne. Det er arbejdsgiverne, der har ansvaret for arbejderne og ikke staten. Man kan sige, at det er ligesom at sætte ulven til at vogte fårene, siger Martin Hvidt.

Qatars værtskab for VM i fodbold i 2022 har været med til at sætte ekstra fokus på ørkenstaten. Det er allerede dokumenteret, at migrantarbejdere er døde under bygning af de nye stadions.

ILO anslår, at 4.000 arbejdere vil have mistet livet i forbindelse med stadionbyggerierne, når VM bliver fløjtet i gang.