OBS: Du er nu offline

Forhandlinger i Honduras:  Mange bump på vejen mod rettigheder i Fyffes

Efter års tovtrækkerier forhandler frugtkoncernen Fyffes med landarbejdernes fagforening i Honduras. 

Frugtgiganten Fyffes har gennem længere tid været under anklage for at undertrykke faglige rettigheder i Mellemamerika.

Det har gennem årene betydet, at selskabet er røget ud af Fair Trade USA og det britiske etiske initiativ, ETI, som de var med til at grundlægge.

I løbet af efteråret kom der skred i en dialog mellem Fyffes og den internationale fagbevægelse. Det irsk-ejede selskab har givet tilsagn om at gå i realitetsforhandlinger med landarbejderfagforeningen STAS i Honduras om overenskomster.  Det sker med udgangspunkt i overenskomstkrav, som STAS stillede helt tilbage i 2016.

Den direkte dialog kom i gang efter pres fra bl.a. supermarkedskoncernen Coop. Der har dog været adskillige bump på vejen.

I løbet af november opsøgte ledere fra to gule fagforeninger, domineret af den lokale Fyffes-ledelse, byerne Chaguites og Permuta nær melonplantagerne. Her forsøgte de at overtale og true landarbejderne til at forlade fagforeningen STAS, oplyser 3F.

Trusler i landsbyen 

Landets arbejsmarkedslov forbyder, at folk fra ledelsen bliver tillidsvalgte i firmaets fagforening. Alligevel godkendte Arbejdsministeriet konstruktionen.

- De mennesker, der udfører chikanen, er administrativt personale i plantagevirksomhederne. De har magten til at bestemme, om arbejderne skal have arbejde eller ej. Truslerne handler altid om muligheden for at have et job, siger Laura Vera, rådgiver for 3F i Mellemamerikaog tilføjer:

- Fyffes-folkene argumenterede med, at de forhandlinger, der var i gang, kunne betyde, at plantagerne skulle lukke.

Hun forklarer, at arbejderne er særlig udsatte over for repressalier på grund af coronakrisen.

Coronakrise gør ondt værre

- Covid-19 har sat arbejderne i en meget sårbar situation i et område, der i forvejen var det fattigste i Honduras. Derfor er truslen om at miste de næste måneders arbejde meget voldsom, forklarer Laura Vera.

Hun fortæller, at de gule fagforeninger har startet en særlig kampagne rettet personligt mod formanden for STAS, Tomas Membreño.

- Denne form for kampagne er særlig alvorlig i Honduras på grund af risikoen for at blive udsat for fysisk vold som fagligt aktiv, siger Laura Vera. Som eksempel nævner hun Moises Sanches, formand for STAS i regionen Choluteca. Han blev kidnappet og truet på livet på grund af sine aktiviteter i fagforeningen, mens hans bror blev overfaldet med en machete.

Dansk topchef giver håb

Fyffes øverste ledelse ønsker at inddrage de to foreninger, som den internationale fagbevægelse betegner som gule, i den videre proces. 

”Vi ønsker, at alle arbejdere skal have mulighed for frit at vælge, hvilken fagforening de vil tilslutte sig,” skriver Caoimhe Buckley, chef for Corporate Affairs, i et brev til STAS. I august i år blev danske Helge Sparsoe udnævnt til øverste chef og CEO for Fyffes.

Jesper Nielsen, leder af 3F International, savner, at Fyffes’ velvilje afspejler sig i virkeligheden på plantagerne

- Det er et brud på FN’s vejledende retningslinjer or erhverv og menneskerettigheder, hvis man ikke vil forhandle i god tro med fagforeningen, men gør alle mulige krumspring for at undgå det, siger Jesper Nielsen. 

Han håber, at den nye danske topchef kan gøre op med de lokale ledelsesmetoder i Honduras.

I april 2020 udgav organisationen International Labor Rights Forum en rapport med sønderlemmende kritik af Fyffes’ metoder i Honduras. 

55 medlemmer af Kongressen i USA kritiserede Arbejdsministeriet i Honduras for at annullere anerkendelsen STAS-fagforeninger og i stedet anerkende gule fagforeninger, styret af plantage-ledelsen. 

Der ligger en klagesag mod Honduras for undertrykkelsen af landarbejdernes rettigheder under frihandelsaftalen NAFTA i Nord- og Mellemamerika. 

Fyffes: Vi håber at nå en aftale

Caoimhe Buckley fra Fyffes bekræfter, at forhandlingerne med STAS fortsætter:

- Vi er i dialog med STAS om en foreløbig aftale om at kunne begynde at forhandle overenskomst. Det seneste møde var i dag (mandag, den 21. december red.), siger Fyffes-direktøren.

Hun forklarer, at Fyffes håber at kunne tegne en overenskomst med STAS, men:

- I øjeblikket har STAS ikke juridisk status på vores plantager, fordi der ifølge loven kun kan være én fagforening, der har det, fortæller Buckley. 

De organisationer, som den internationale fagbevægelse betegner som gule, optager med andre ord pladsen for fagforeningen. Det skal løses ved, at der oprettes endnu  en firmakonstruktion, hvor STAS kan organisere ansatte, der hyres her, forklarer Caoimhe Buckley.

Hun er blevet præsenteret for anklagerne om chikane og trusler mod fagligt organiserede landarbejdere i november.

- STAS har fremsat denne påstand, men har ikke givet nogen konkrete eksempler. STAS har også bekræftet, at arbejdere, der er organiseret i fagforeningen,  allerede er blevet ansat i denne sæson, trods påstandene. Hvis vi modtager specifikke eksempler, kan vi efterforske dem, siger  Caoimhe Buckley, der forklarer, at Fyffes respekterer retten til fri organisering.